Aktieinvestorer tror på at situationen i Mellemøsten ikke eskalerer

15. APR 2024 • 18:49ERHVERV/POLITIK

Investorer mener ikke, at situationen i Mellemøsten eskalerer yderligere, siger investeringsøkonom i Nordnet.

Det danske aktieindeks C25 er steget mandag, efter at Iran angreb Israel med droner og missiler i weekenden.

C25, der tæller de 25 mest handlede danske aktier, steg med 0,3 procent til 1911,22.

Indekset faldt ellers i fredags efter rygter og advarsler om et angreb fra Iran.

Stigningen mandag skyldes ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, at investorerne har vurderet situationen i Mellemøsten.

- Der sker det, at investorerne har taget bestik af situationen. De mener ikke, at det er sandsynligt, at situationen eskalerer yderligere, og at tingene løber ud af kontrol i Mellemøsten, siger han.

I weekenden affyrede Iran over 300 missiler og droner mod Israel.

Flere dage i forvejen havde der været forlydender om, at et iransk angreb på Israel var nært forestående.

Meldingerne sendte fredag aktier i hele verden ned. C25-indekset faldt også 0,3 procent i fredags.

- Investorerne kigger hele tiden fremad. I fredags så man på, hvad der kunne komme til at ske i weekenden, og nu ser man på, hvad der bliver det næste skridt, siger Per Hansen.

Han vurderer, at investorerne ikke regner med, at der kommer et meget negativt udfald. Det er også grunden til, at aktierne igen stiger mandag.

Hvis situationen dog alligevel eskalerer, så vil investorerne ifølge Per Hansen smide aktierne.

- Aktiemarkedet er utroligt delikat. Det er en risikofyldt investering, så hver eneste gang der er lidt usikkerhed, så får investorerne ondt i maven, siger han.

På den lange bane kommer situationen ikke til at blive et problem for investorerne, mener Per Hansen.

- Det betyder ikke, at der ikke er en udfordring, men Mellemøsten har været en krudttønde de seneste 50 år. Det er altid et problem. Sommetider kigger vi på det, andre gange gør vi ikke, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU