Nervekrigen om kvindelig værnepligt fortsætter

29. APR 2024 • 10:55ERHVERV/POLITIK

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne står fast, og forsvarsforhandlingerne er udskudt til tirsdag aften.

Der kommer en god løsning i morgen, lyder det fra Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, efter at det mandag morgen ikke lykkedes partierne i forsvarsforliget at blive enige om kvindelig værnepligt.

Hvad Vanopslagh bygger det på, og hvad han mener konkret, vides ikke. Men én ting er sikkert: Regeringen vil have kvindelig værnepligt. Men Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne siger nej.

Og det kan der åbenbart ikke rokkes ved.

- Vi kommer ikke til at gå ind for kvindelig værnepligt. Det står klart for alle i dag, siger Støjberg efter mandagens forhandlinger.

Her håbede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) at kunne lande en aftale omkring kvindelig værnepligt.

Forhandlingerne fortsætter tirsdag aften.

Forsvarsordfører Alex Ahrendtsen (DF) skyder på LA og DD. Han kalder Vanopslagh og Støjberg for "uforberedte partiledere". Det afviser duoen dog.

- Vi kan ikke blive enige alle sammen. Men vi har strakt os langt i forligskredsen med hensyn til en model.

- Ministeren har også strakt sig langt på vegne af regeringen, så vi undgår at opsige forliget, hvilket vil være en ulykke for det danske forsvar, siger DF'eren.

Forhandlingerne er udskudt til tirsdag aften, fordi Troels Lund Poulsen mandag skal til Tórshavn for at mødes med forsvarsministrene fra Sverige, Norge, Finland, Island.

Et bredt flertal i Folketinget indgik sidste år i juni et forsvarsforlig for de næste ti år - perioden 2024-2033. Kun Enhedslisten og Alternativet er ikke med.

Dengang var der enighed om at bruge cirka 155 milliarder kroner i perioden, så Danmark senest fra 2030 lever op til forsvarsalliancen Natos målsætning. Målsætningen er, at landene anvender mindst to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar og sikkerhed.

Sidenhen er tallet opjusteret til 200 milliarder kroner, men efter at regeringen meldte ud, at den ønsker kvindelig værnepligt, er der begyndt en armlægning i forligskredsen.

I forsvarsforliget står der, at der skal være mere ligestilling i det danske forsvar, men der er ikke noget specifikt forslag om kvindelig værnepligt.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU