Tidligere OL-guldvinders virksomhed taber penge for første gang

29. APR 2024 • 13:13ERHVERV/POLITIK

Pernille Blumes virksomhed tabte sidste år 161.000 kroner mod et plus på 200.000 året før, viser regnskab.

Den pensionerede svømmer og tidligere OL-guldmedaljevinder Pernille Blumes virksomhed, Align By Blume, taber penge for første gang.

Det viser virksomhedens årsregnskab for 2023.

Tabet lød på 161.000 kroner mod et plus på godt 200.000 året før.

Selskabets hovedformål er at drive virksomhed inden for kommunikation og markedsføring.

Den primære opgave handler om at støtte svømmerens eget navn som et brand, lyder det i regnskabet.

Det er et betragteligt fald i omsætningen og voksende omkostninger, som er forklaringen på tilbagegangen på bundlinjen.

Omsætningen er faldet med godt 300.000 kroner til i alt 628.000 kroner.

Der er dog ikke umiddelbart grund til at gå i panik på nuværende tidspunkt, da egenkapitalen i virksomheden fortsat er på 1,26 millioner kroner.

Egenkapitalen er groft sagt et udtryk for en virksomheds samlede formue og et billede på sundheden i virksomheden.

Den udregnes ved at tage alle aktiver – såsom værdien af fabrikker, patenter og kontanter - minus gæld.

Virksomheden forventer et bedre resultat i år, end tilfældet var sidste år. I regnskabet sættes der dog ikke konkrete tal på forventningerne til årets resultat.

Pernille Blume stoppede i 2022 sin aktive svømmekarriere og har i dag blandt andet påtaget sig en mentorrolle for yngre svømmere.

Som aktiv vandt hun overraskende OL-guld i 50 meter fri i Rio i 2016, og hun snuppede også en bronzemedalje sammen med den danske medleyholdkap.

Blume tog desuden OL-bronze i Tokyo i 2021, inden hun året efter stoppede.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU