I mange år har der været et trafikalt kaos på Ingerslevsgade ved DGI-byen, da fjernbusserne har haft stoppested lige ud til en cykelsti. Men nu er det fortid, for torsdag åbnede en spritny fjernbusstation på Carsten Niebuhrs Gade mellem Dybbølsbro og Fisketorvet.
I den nye fjernbusstation behøver man ikke være bekymret for, om det begynder at regne, for der er overdækning ved alle holdepladserne. Og er man tissetrængende, er der toiletter man kan bruge. Dem finder man i en bygning, hvor der også er et venterum, så man kan lade sin telefon op, ligesom der også er en kiosk, så man kan købe en kop kaffe eller lidt at spise.
Hvis man mangler noget til hjemmet, kan man gå over gaden og direkte ind i en Ikea; så er tippet givet videre. Derudover er der let mulighed for at overnatte i hovedstaden uden at skulle gå ret mange meter, når man stiger ud af Kombardoexpressen, for tæt ved fjernbusstationen er der adskillige overnatningsmuligheder i forskelligt prisleje.
Det eneste minus er, at informationsskærmene - som skulle have vist, hvilke holdepladser busserne holder ved - endnu ikke er i drift. Men det virker umiddelbart til, at Kombardoexpressen til Bornholm holder til ved holdepladserne længst væk fra venterummet.