Mindre trafik i lufthavnen

Mindre trafik i lufthavnen
Færre fly lettede fra og landede i Bornholms Lufthavn i 2023, viser tal fra Trafikstyrelsen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 26. FEB 2024 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
26. FEB 2024 • 05:30

Både i antallet af passagerer og mængden af starter og landinger var der tilbagegang i lufthavnen i 2023.

På Østersøens bølger var 2023 et rekordår, når det gjaldt interessen for at rejse fra og til Bornholm. Aldrig før havde så mange passagerer og biler sejlet med på Bornholmslinjens tre færgeruter. Helt anderledes var situationen i himlen over Bornholm.

Rekorden for færgepassagerer steg med næsten 46.000 til 1.993.966, og hvad angår biler, blev rekorden fra 2022 slået med lidt mere end 10.000, da der i 2023 var 583.943 biler med færgerne.

I Bornholms Lufthavn bød 2023 til gengæld på tilbagegang, både i antallet af passagerer og i antallet af starter og landinger. Det viser tal fra Trafikstyrelsen.

Antallet af passagerer i lufthavnen er faldet fra 213.598 i 2022 til 201.949 i 2023. I årets løb ankom 101.302 passagerer til Bornholm, og 100.647 fløj herfra ud i verden. Også når det gælder antallet af starter og landinger, gik det tilbage. Det samlede antal af starter og landinger er nemlig faldet fra 7.074 i 2022 til 6.301 i 2023, viser Trafikstyrelsens tal.

Færre afgifter

Bornholms Lufthavn er ejet af staten, og i nøgne tal er den ikke nogen god forretning. I årene 2018-2022 var lufthavnens gennemsnitlige årsresultat et underskud på 3,24 millioner kroner. Umiddelbart er det ikke sådan, at nedgangen i antallet af passagerer presser lufthavnens økonomi yderligere, fortæller Trafikstyrelsen.

– Det faldende passagertal fra 2022 til 2023 har ikke overordnet set betydning for lufthavnens økonomi og drift, fordi lufthavnens økonomi ikke afhænger af passagertal, men bevillinger, fortæller styrelsens økonomichef, Tina Henriksen.

I 2018-2022 modtog lufthavnen i gennemsnit 26,2 millioner kroner om året i finanslovsbevilling.

Selv om bevillinger er den vigtigste økonomiske forudsætning for driften af Bornholms Lufthavn, betaler flyselskaber også en række afgifter for at benytte lufthavnen. Derfor har antallet af starter og landinger en vis betydning for økonomien.

– De færre flyafgange og passagerer medfører i praksis et lidt lavere aktivitetsniveau, og at vi ikke kan opkræve helt så mange startafgifter af flyselskaberne, fortæller Tina Henriksen.

Sommerruter lukker

2024 er kun et par måneder gammelt, men allerede nu ved man, at årets lufttrafik vil adskille sig fra 2023. Både Norwegian og Alsie Express har nemlig meddelt, at de dropper deres sommerruter til Bornholm i år.

I Trafikstyrelsen forventer man ikke, at det vil få den store betydning for årets gang i Bornholms Lufthavn.

– Alsie Express og Norwegian havde kun nogle få afgange i sommersæsonen, så det har ikke store konsekvenser, lyder det fra økonomichef, Tina Henriksen.

Tidende har også spurgt styrelsen om den eller Bornholms Lufthavn kan gøre noget for at skabe mere aktivitet – og i givet fald hvad. I det spørgsmål henviser den til Transportministeriet.

– Bornholms Lufthavn er en statsejet lufthavn, som er underlagt nogle politisk bestemte rammevilkår, og som drives ud fra trafikpolitiske hensyn. Derfor må vi henvise til Transportministeriet, der kan svare på spørgsmål af trafikpolitisk karakter, fortæller Tina Henriksen.

Bornholms Lufthavn 

Passagertal

2022
Afgang: 107.246
Ankomst: 106.352)

2023
Afgang: 100.647
Ankomst: 101.302)

Starter og landinger

2022
Starter: 3.630
Landinger: 3.444

2023
Starter: 3.183
Landinger: 3.118

Kilde: stat.trafikstyrelsen.dk



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT