Det gav et ordentligt smæld, da rampen begyndte at løfte sig samtidig med, at en bus var ved at køre om bord på Express 1 lørdag morgen.
Det forklarer Leif Ulriksen, buschauffør hos Gudhjem Bus, til TV 2/Bornholm.
Problemer med rampen var årsag til, at 8.30-afgangen til Ystad blev forsinket.
En passager fortæller til tv-stationen, at der nok var nervøsitet blandt passagererne i den fyldte bus, men ingen panik.
Jesper Maack, kommunikationschef hos Molslinjen, havde lørdag aften endnu ikke nogen forklaring på, hvordan det kunne ske.