– Som jeg kan forstå det, vil man forsøge at få en aftale i stand med leverandøren, så man kan få udskiftet de busser - for de har jo ikke levet op til det, vi har betalt for, siger Morten Riis, der tilføjer:
– Ud over at tanken var, at det skulle reducere vores co2-udledning at køre med elbus, så var planen også, at vi skulle have en driftsbesparelse. Som alle der har købt en elbil kan konstatere, så er det væsentligt billigere at køre på strøm end fossile brændsler. Så den skumle plan var også, at det skulle være en økonomisk gevinst for kommunen - begge dele har vi stadig til gode at se.
– Skeptikere vil sige, at det er for tidligt med elbusser. Men man kan jo konstatere andre steder i landet, at det lykkes at køre elbusser. Så jeg synes stadig, vi skal have en målsætning om det på Bornholm, lyder det fra Morten Riis.
Lige nu er BAT ved at få bygget de næste elbusser af det kinesiske mærke Zhongtong Bus, hvoraf de første fem efter planen ankommer til sommer.