Alrow Media ApS har haft et meget fornuftigt år, når man kigger på indtjeningen.
30. september 2025 blev det offentligt kendt, at Altinget og Mandag Morgen var solgt til JP/Politikens Hus.
Det salg gik endeligt igennem 1. maj i år, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte det.
Altinget og Mandag Morgen var ejet af Rasmus Nielsen, der i efterhånden mange år har ejet et hus på Ejnar Mikkelsensvej i Gudhjem.
Rasmus Nielsen ejede de to medier, som han også selv havde stiftet, gennem Alrow Media ApS - der netop har aflagt regnskab.
Alrow Media holder netop til på Ejnar Mikkelsens Vej, og det ser rigtig pænt ud i regnskabet.
Her er der nemlig et overskud på hele 202 millioner kroner.
Fra det stammer de 200 millioner fra "fortjeneste ved afhændelse af kapitalandele i tilknyttede virksomheder" - altså fra salget af Mandag Morgen og Altinget.
Det har også polstret egenkapitalen i Alrow Media - der er et holdingsselskab - betragteligt, da den nu er steget til 207.514.000 kroner.
Tidende har forsøgt at få en kommentar til regnskabet fra Rasmus Nielsen, der henviser til regnskabet.