I løbet af onsdagen har Bornholms Politi, Rønne Havn, Beredskabsstyrelsen, Bornholms Brandvæsen, Bornholms Regionskommune, Bornholmslinjen og Hjemmeværnet rendt rundt på Rønne Havn, hvor de har holdt beredskabsøvelse.
Her trænede de i samarbejdet mellem de forskellige aktører i tilfælde af en sikkerheds- eller beredskabsmæssig hændelse.
I onsdagens tilfælde gjaldt det blandt andet ulovlig indtrængen på havnens sikrede område af en gruppe aktivister og olieforurening i havnebassinet, skriver Bornholms Politi på Facebook.
"Begge dele blev håndteret med et godt og tæt samarbejde mellem myndighederne og de øvrige relevante aktører," skriver politiet i opslaget og fortsætter:
"Øvelser som denne er afgørende for, at vi står klar, når det gælder. Vi takker for tålmodigheden til de borgere, som måtte være blevet berørt af øvelsen og de trafikale ændringer, den medførte."