Fejres med vandkanoner: Norwegian lander for første gang

Fejres med vandkanoner: Norwegian lander for første gang
Onsdag lander et fly fra Norwegian for første gang på Bornholm, hvilket markeres med vandkanoner, der skyder vand ind over flyet, når det kører mod gaten. Pressefoto: Norwegian
NYHED | ABONNENT | 14. JUN 2022 • 10:30
NYHED | ABONNENT
14. JUN 2022 • 10:30

Flyselskabet Norwegian har over sommeren oprettet en ny rute mellem København og Bornholm, og onsdag aften lander selskabets første fly i Bornholms Lufthavn.

 

Fra onsdag den 15. juni og henover sommeren kan du som noget nyt flyve mellem København og Rønne med flyselskabet Norwegian på en nyoprettet rute. Når det første fly lander i Bornholms Lufthavn onsdag aften, vil det være første gang, et af selskabets fly lander på bornholmsk grund, og det er altså derfor en 'fuldstændig jomfruelig tur'. Det fortæller Andreas Hjørnholm, der er nordisk kommunikationschef hos Norwegian.

– Vi har oprettet ruten, fordi vi kan se, at der er grundlag og passagerer til det, og fordi vi kan se, der er plads til os på den rute. Vi har gennem flere år kigget tæt på dansk indenrigstrafik, og vi har tidligere kigget på muligheden for at flyve mellem København og Rønne. Vi var tæt på men blev forhindret af blandt andet corona. Men nu er der klart vejr i sigte, siger han.

Andreas Hjørnholm fortæller, at de siden de åbnede for salget den 16. februar i år har oplevet stor interesse for billetterne, og at interessen nok særligt har været igangsat af Folkemødet, som starter torsdag den 16. juni.

– Nu starter vi op i folkemødeugen, og det er en fantastisk uge at starte i, fordi der er mange, der skal til og fra øen. Når man starter en ny rute, gælder det om at få fortalt folk, at man kan komme af sted. Der finder man ikke en meget bedre lejlighed at fortælle det end Folkemødet, som bestemt gør det sjovere og nemmere for os at komme i gang, siger han og tilføjer, at interessen dog ikke er begrænset til folkemødeugen:

– Resten af sommeren, som er lidt mere 'almindelig', oplever vi også ret stor interesse. Bornholm er en fantastisk ø at holde ferie på for danskere og udlændinge, og det er især dem, vi henvender os til med den her sommerrute, fortæller Andreas Hjørnholm og uddyber, at selskabet på retningen fra Bornholm til København særligt henvender sig bornholmere, der også vil på ferie.

– Vi flyver nogle af de 50 mest populære destinationer i Europa fra København, som vi vil kunne forbinde med Bornholm. Det er en del af pakken, som det er nu. Hvis du onsdag tjekker din bagage ind i Bornholm og gerne vil til Kreta, så har du lige et skift i København, og så får du din bagage udleveret på Kreta.

Billetter til 199 kroner

Andreas Hjørnholm henviser til selskabets low-fare billetter, hvor man for 199 kroner kan komme enten til eller fra Bornholm.

– Det driver interessen, og det er også meningen med det. Vi er rigtig godt tilfredse med modtagelsen.

Norwegian vil i folkemødeugen flyve med fire afgange, og efter planen vil de resten af sommeren flyve tur/retur mellem København og Rønne på tre af ugens dage – tirsdag, torsdag og søndag.

– De dage er ikke helt tilfældige, for det passer med forlængede weekender i begge ender, hvor man for eksempel rejser ud torsdag og kommer hjem søndag.

Han fortæller, at der har været stor interesse fra folk, han har talt med fra Bornholm.

– De henvender sig for at høre, om vi strækker sæsonen, eller om vi vil sætte flere flyvninger ind, siger han og uddyber, at de endelige beslutninger om det endnu ikke er truffet, og at det kommer meget an på, hvordan sommeren kommer til at gå generelt.

Norwegian flyver efter planen sommerens sidste tur på ruten mellem Købehavn og Rønne midt i august og vender efter planen tilbage næste år med samme rute.

Når det første fly lander på Bornholm onsdag den 15. juni klokken 20.45, vil Bornholms Lufthavn køre vandkanoner frem og skyde vand ind over flyet, når det kører mod gaten. Det bliver gjort for at markere den første flyvning på en ny rute. Ifølge Andreas Hjørnholm er flyet med 186 sæder næsten fuldt booket.