Færgerne sætter rekord

Færgerne sætter rekord
Trods færre afgange satte færgerne passagerrekord i 2025. Arkivfoto: presse-fotos.dk
TRAFIK | 6. JAN • 14:51
TRAFIK | 6. JAN • 14:51

Over to millioner passagerer og en stor stigning af biler og lastbiler sendte endnu flere mennesker fra og til Bornholm – selv med færre afgange på hovedruten.

2025 blev endnu et rekordår for Bornholmslinjens færger.

Over to millioner passagerer rejste frem og tilbage i det forgangne år trods færre afgange på hovedruten mellem Rønne og Ystad.

Det skriver rederiet i en pressemeddelelse.

I alt rejste 2.036.417 passagerer med færgerne, og dermed blev den tidligere rekord fra 2024 på 2.005.564 rejsende overgået.

2024 var det første år, hvor færgerne rundede to millioner passagerer.

– Vi kan selvfølgelig ikke længere levere de tocifrede vækstrater, men det er meget tilfredsstillende, at vi år efter år alligevel formår at sende flere mennesker til Bornholm, udtaler administrerende direktør Kristian Durhuus.

Aktiviteten stiger

Også på vogndækkene var der fremgang.

I 2025 blev der transporteret 597.380 biler på færgerne, hvilket er 3,2 procent flere end året før.

Antallet af lastbiler steg til 49.672, svarende til en vækst på 4,6 procent i forhold til 2024.

– Folk kommer jo ikke til Bornholm for at sejle med os – de sejler til og fra Bornholm, fordi det er et skønt sted at bo og besøge. Og når aktiviteten stiger omkring færgerne, så er det fordi, aktiviteten stiger på Bornholm. Det er godt for øens sammenhængskraft og afgørende for det vigtige turisterhverv, mener Kristian Durhuus.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT