Express 5 skal repareres

Express 5 skal repareres
Express 5 anløber Rønne Havn. Foto: William Sonne Kaalø
TRAFIK | Mandag 16. september 2024 • 15:30
TRAFIK | Mandag 16. september 2024 • 15:30

Bornholmslinjens teknikere skal i samarbejde med eksperter fra Wärtsila i de kommende dage foretage reparationer på Express 5.

Hurtigfærgen Express 5, der sejler mellem Rønne og Ystad, er taget ud af sejlplanen fra og med tirsdag eftermiddag til torsdag eftermiddag. I stedet sejler hurtigfærgen Express 1 på ruten.

Det fremgår af Bornholmslinjens sejlplan.

Første afgang med Express 1 bliver fra Rønne tirsdag eftermiddag klokken 16.30. Den sidste dobbelttur bliver fra Rønne torsdag formiddag klokken 10.30, hvorefter Express 5 er tilbage i sejlplanen til afgangen klokken 16.30.

Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, oplyser, at færgen bliver taget ud af drift, fordi der skal foretages et par garantireparationer. Det er lidt forskelligt, hvad der skal repareres, men de største dele er en luftladekøler og et par topstykker, oplyser han.

Reparationerne gennemføres nu, fordi eksperter fra motorproducenten Wärtsila har mulighed for at deltage, lyder forklaringen videre fra Jesper Maack.

Flere dage ved kajen

Faktisk kan man godt vænne sig til synet af Express 5, der ligger stille ved Øernes Kaj i Rønne Havn, mens Express 1, der egentlig fungerer som ekstrafærge, tager turen over Østersøen. Som en del af næste års sejlplan har Bornholmslinjen nemlig besluttet, at Express 5 fra mandag eftermiddag til onsdag eftermiddag i lavsæsonen skal parkeres ved kajen i Rønne. Det skal give rederiets teknikere bedre mulighed for at udføre nogle vedligeholdelsesopgaver, der stadig kan forekomme ved en ny færge som Express 5, oplyste Bornholmslinjen, da rederiet offentliggjorde 2025-sejlplanen.

– Ved at sætte Express 1 ind i stedet for Express 5 i lavsæsonen øger vi driftsstabiliteten både i form af mere kontinuerlig sejlads med Express 1, men også fordi det giver os mulighed for at klare noget af det vedligehold, der kun kan laves, mens færgen ligger stille. Det skal være med til at give os en øget driftsstabilitet for begge hurtigfærger, sagde Jesper Skovgaard, Molslinjens kommercielle direktør, i en pressemeddelelse i slutningen af august.

Ifølge Molslinjen vil denne ugentlige udskiftning gavne begge hurtigfærger, for færger har generelt ikke godt af at ligge oplagt i længere perioder, som Express 1 gør i lavsæsonen. Længere tids oplægning øger nemlig risikoen for såvel tekniske som elektroniske systemsvigt, som kun kan opdages, når færgen kommer i drift, har rederiet tidligere forklaret.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT