Kritikken kommer fra det forkerte sted
Uenigheden kom for alvor frem, da flere af Molslinjens kaptajner i januar udtalte sig anonymt til mediet Bornholm.nu om deres bekymring for sikkerheden i Rønne Havn, og siden har det stået klart, at de to parter er temmelig uenige.
Molslinjens administrerende direktør er utilfreds med måden, havnen håndterer kritikken på, og havnen forstår ikke, at rederiet har grund til at kritisere sikkerheden. Der er altså som minimum en uoverensstemmelse parterne imellem, men selvom Jacob Trøst anerkender, at det er vigtigt, at der er et fornuftigt samarbejde mellem de to centrale parter i trafikbetjeningen af Bornholm, så vælger han at have et fokus et andet sted.
– Først og fremmest skal kritikken ikke komme fra nogle kaptajner, men fra virksomheden. Det er den rette kommunikationsvej. Og så bider jeg mærke i, at man er løsningsorienteret ved blandt andet at nedsætte den her task force, som tager de her ting i opløbet, og at Rønne Havn også reagerer på de henvendelser, de har fået, siger Jacob Trøst og gentager, at det ikke løses i medierne.