Lodret livredning for begyndere

Lodret livredning for begyndere
Der er 70 meter ned fra toppen af Bornholmertårnet ved Dueodde. Den værnepligtige, der kan skimtes på billedet, er cirka havlvvejs nede. Foto: Berit Hvassum.
| ABONNENT | 28. APR 2021 • 13:36
| ABONNENT
28. APR 2021 • 13:36

UDDANNELSE

Beredskabsstyrelsen i Allinge er ikke kun et udrykningsberedskab, der hjælper politiet og brandvæsnet, når det virkelig brænder på.

Det er også en uddannelsesinstitution, som blandt andet uddanner værnepligtige til Beredskabsstyrelsens redningstjeneste.

Det kunne man forleden se med egne øjne, da Bornholmertårnet lagde vægge til et hold værnepligtige, der er i gang med at øve redningstjeneste med reb og line.

Det er en disciplin som ofte øves i de høje klippeområder på Nordbornholm. Men ifølge Beredskabsstyrelsens uddannelseschef er det mindst ligeså lærerigt at øve redning på en lodret væg - og dem er der helt præcist 70 meter af på Bornholmertårnet, der blev opført som NATO-overvågnings- og lyttestation i 1986.

Tilskadekomne på kyststien

I dag fungerer Bornholmertårnet som koldkrigsmuseum, og nutidens øvelser på Dueodde ligger meget langt fra koldkrigstidens aktiviteter, fortæller Allan Stenbye. I dag assisterer beredskabet ofte i klippefyldt terræn.

– Opgaven er ofte den samme. En eller anden skal op eller ned, siger Allan Stenbye.

Redning med reb bruges typisk i forbindelse med, at gæster er faldet på kyststien eller andre steder, hvor der er klipper.

Men det kan også være får eller andre dyr, der har forvildet sig et sted hen, hvor der ikke er nogen vej tilbage, fortæller Allan Stenbye.

De skal reddes i sikkerhed. Hvis der er tale om en tilskadekommen person, skal vedkommende videre til hospitalet med en ambulance.

Styr på egen sikkerhed

Sikkerhed er kodeordet, når der arbejdes i højden, og det er netop træning i arbejdet med liner og reb, som Bornholmertårnets vægge er særligt velegnede til.

– Når man laver redningstjeneste med reb er det vigtigt at have sin egen sikkerhed i orden, siger Allan Stenbye.

Han fortæller, at de værnepligtige hos Beredskabsstyrelsen i Allinge indgår i tjenestens almindelige udrykningsvagt.

– Og vi er rigtig glade for, den aftale vi har med Bornholmertårnet, for det er vores erfaring, at det er langt mere lærerigt at øve sig ude i virkeligheden, end på et øveområde.

Beredskabsstyrelsen holder øvelser på Bornholmertårnet cirka fire gange om året.


Beredskabsstyrelsen på Bornholm

Beredskabsstyrelsen Bornholm i Allinge opretholder et døgnbemandet udrykningsberedskab, og assisterer redningsberedskabet, politiet og andre myndigheder på Bornholm ved større mandskabskrævende opgaver, eller i tilfælde af brand, rednings- og miljøopgaver, hvor der er brug for specialmateriel og særlige kompetencer.

Beredskabsstyrelsen på Bornholm uddanner desuden værnepligtige til blandt andet brandmand, redningsspecialist og førstehjælper.