Politikere: Der mangler ikke penge – der mangler mennesker

Politikere: Der mangler ikke penge – der mangler mennesker
Arkivfoto
NYHED | ABONNENT | 28. SEP 2023 • 19:00
NYHED | ABONNENT
28. SEP 2023 • 19:00
Tommy Kaas
Redaktør

Leila Lindén (S) og Carsten Scheibye (V) forventer handling på Bornholms Hospital.

De to bornholmske regionsrådsmedlemmer, Venstres Carsten Scheibye og Socialdemokratiets Leila Lindén, er begge kede af det strakspåbud, som Bornholms Hospital mandag har fået på grund af dårlige forhold for de ansatte på intensiv.

– Det var ikke rar læsning, da jeg stiftede bekendtskab med det her i Tidende, siger Carsten Scheibye.

– Jeg har læst det, og jeg har også talt med hospitalsdirektøren, og det er trist og kedeligt, men det var nok ikke så uforudsigeligt, siger Leila Lindén og peger på for stor travlhed og for få ansatte.

Tidende kunne torsdag på baggrund af en aktindsigt hos Arbejdstilsynet fortælle, at forholdene på intensiv gennem de seneste seks år har været problematiske, og at det er blevet værre på det seneste.

Regionsrådsmedlemmerne har svært ved at pege på en løsning.

– Vi har jo flere gange rejst supplerende budgetmidler til Bornholms Hospital i forhold til eksempelvis speciallægedækning og sygeplejedækningen – helt generelt det sundhedsfaglige personale på Bornholm. Det må vi se på, om vi kan gøre igen, siger Carsten Scheibye.

– Jeg har en klar forventning om og opfattelse af, at ledelsen er i gang med at se på, hvordan man kan løse det. For det er helt afgørende, at det bliver løst. Og hvis det kræver en eller anden form for politisk beslutning eller noget andet i den dur, så har jeg en forventning om at; A, vi får det op, og B, at vi behandler det hurtigt, siger venstremanden.

Leila Lindén påpeger, at det er svært at tiltrække personale i en virkelighed, hvor det ikke findes.

– Fra politisk hold er det os, der skal sætte rammerne og skaffe pengene, og det er ikke dem, der mangler. Vi er ikke efter hende (direktør Annemarie Hellebek, red.), fordi hun bruger vikarer, vi har tværtimod tilført ekstra midler til vikarer gennem årene, fordi vi ved, at det er nødvendigt at bruge vikarer på Bornholm, siger hun.

Leila Lindéns krav er, at ledelsen på Bornholms Hospital tager sig af situationen, siger hun.

– Det skal de, det er deres arbejdsopgave, og det er det, de får deres løn for. Så skaffer vi politikere rammerne for dem, og vi kommer ikke efter dem, hvis de er ude og bruge ekstra penge, men det kan de jo ikke bruge, hvis de ikke kan skaffe ekstra folk, siger Leila Lindén.

 


Leila Lindén og Carsten Scheibye er kede af det strakspåbud, som hospitalet har fået af Arbejdstilsynet. Arkivfotos

 

Så i vil gerne give dem grønt lys til at bruge det antal vikarer, der skal til?

– Vi har også en forventning om, at hun styrer sit budget. Men hvis der kommer frem, at der skal det og det til for at efterleve de krav, jamen så må vi se på det, siger Leila Lindén.

– Men problemstillingen er værre end som så, for de folk kan ikke skaffes. Intensiv er en intenst speciale, som navnet siger, hvor der skal speciallæger og specialsygeplejersker til, og dem har vi godt nok svært ved at trække til Bornholm.

Både Carsten Scheibye og Leila Lindén siger, at de er overraskede over, at det her har stået på i så lang tid.

– Jeg kan ikke forstå at det først kommer op nu, siger Leila Lindén.

– Hvis det har stået på i seks år, så kan jeg ikke forstå, at dem, der er i det, ikke har reageret på det før. Der er ingen, som har henvendt sig til mig om det i de seks år.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT