Penge på vej: Bornholm glemt i første omgang

Penge på vej: Bornholm glemt i første omgang
Bornholms Hospital får del i Region Hovedstadens midler til en akut og ekstraordinær indsats på kræftområdet, selvom det lokale hospital i første omgang ikke var tilgodeset. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 22. JAN 2024 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
22. JAN 2024 • 19:00

I første omgang var Bornholms Hospital ikke med, da Region Hovedstaden skulle fordele penge til kræftområdet.

Som det eneste hospital i Region Hovedstaden var Bornholms Hospital ikke tiltænkt nogen penge, da regionen tog hul på arbejdet med at fordele midler til en akut og ekstraordinær indsats på kræftområdet. Pengene kommer fra en aftale mellem regeringen og Danske Regioner, og Region Hovedstaden modtager cirka 68,8 millioner kroner.

Omkring 30 millioner kroner er allerede disponeret, og nu skal politikerne fordele resten. I alt drejer det sig om 38,2 millioner kroner, og der lød oplægget altså på et rundt nul til Bornholms Hospital.

Det gør der ikke længere, i hvert fald ikke reelt. Da sagen var til behandling i regionens sundhedsudvalg, tog Leila Lindén (S) ordet.

– Det var mig, der rejste det. Egentlig stod der ingenting til Bornholm. Jeg tror, man havde tolket det sådan, at det var penge til den akutte kræftdel, men det er til kræftområdet bredt, siger Leila Lindén til Tidende.

Hendes oplevelse er, at de centrale myndigheder i regionen ikke altid ved, at der også er meget kræftbehandling på Bornholm. Derfor bør Bornholms Hospital også få andel i pengene, argumenterede hun.

– Det drøftede vi i sundhedsudvalget, hvor jeg er næstformand. Det blev til, at et enigt udvalg selvfølgelig bakker op om, at Bornholm også skal have del i de penge. Det var ikke svært at blive enige om, siger Leila Lindén.

Regionens forretningsudvalg skal behandle sagen tirsdag. I dagsordenen står der stadig ikke noget beløb ved Bornholms Hospital, men det fremgår, at "Bornholms Hospital tilgodeses med et mindre beløb".

– Vi får 200.000 kroner. Jeg ved godt, at man ikke kan få meget for 200.000 kroner, men det kunne være vikartimer eller så meget andet. Det skal jeg ikke kloge mig på, siger Leila Lindén.