Udgiver slagsang: Svigermor fandt på den

Udgiver slagsang: Svigermor fandt på den
Disse U17-drenge synger kor på indspilningen af slagsangen. Deres træner Ole Gerhard Jørgensen står til venstre i billedet med en medalje om halsen fra pokaltriumfen i sidste uge. Eget foto
SPORT | Tirsdag 17. juni 2025 • 19:00
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Tirsdag 17. juni 2025 • 19:00

Efter 69 år er det nu lykkedes Rønne Idrætsklub at udgive en slagsang. Den blev skrevet for 10 år siden af klublegenden Ole Gerhard Jørgensens svigermor, og nu er den endelig blevet indspillet.

Man er ikke en rigtig fodboldklub, hvis man ikke har en slagsang. Hvis denne påstand er korrekt, skulle der gå 69 år, før Rønne Idrætsklub blev en rigtig klub. RIK blev således stiftet den 17. juni 1956, da B1910 og RB fusionerede, og først nu har klubben udgivet en slagsang.

Sangen har dog nogle år på bagen.

– Slagsangen har ligget i skuffen hos vores U17-træner Ole Gerhard Jørgensen i længere tid. Den er nu indspillet med hjælp fra en forælder, og koret består af U14- og U17-drenge, som giver den fuld gas, siger fodboldformand Flemming Bech.

(hør sangen nederst på siden)

Svigermor var sangpoet

Ole Gerhard Jørgensens svigermor lever ikke længere, men mens hun levede var hun en flittig forfatter af lejlighedssange. Derfor bad Ole Gerhard Jørgensen hende om at finde på en sang til RIK, som har fyldt meget i hans liv.

– Jeg ville gerne have min svigermor til at skrive sangen, fordi det var hun knageme god til. Til min kones 50-års fødselsdag fandt hun på 50 forskellige sange, siger Ole Gerhard Jørgensen, som mener, at det betyder meget for en klub at have en slagsang.

– Det er, fordi det er en del af fællesskabet. I det øjeblik, at man synger sammen, man hører det sammen, så er man sammen. Og fællesskab, det er sgu en mangelvare i dag, hvor vi sidder hver med en smartphone, konstaterer han og fortæller, at sangen ikke blev indspillet for 10 år siden, da teknikken ikke var til det.

Sætter højtalere op

I løbet af den næste måned bliver der sat to højtalere op mellem bane fire og fem tæt på bueskytternes bane. Højtalerne skal bruges til at afspille klubsangen, når RIK-hold varmer op, og et par strofer spilles, hver gang RIK scorer, ligesom holdene i Superligaen gør. Når der scores, lyder teksten: "Hep på os i RIK, hep på os i RIK."

Sangen afspilles også i omklædningsrummet, hvor næsten hvert hold er i besiddelse af en soundbox.

– Nu hvor vi har fået indspillet den ordentligt, så har vi tænkt os at bruge sangen på vores baner, også når vi afvikler stævner. Vi håber selvfølgelig, at det skaber lidt mere sammenhold for klubbens medlemmer. At de synes, det er sjovt og en lille sjov gimmick, siger Flemming Bech, som opfordrer andre klubber til at gøre det samme.

– Jeg tænker, at det kunne være lidt sjovt, hvis andre klubber også kom op med et eller andet. Jeg er sikker på, at der er lavet nogle lejlighedsange.

Afspil sangen ved at trykke på videoen

Melodi: Glory - Glory, Manchester Uniteds slagsang

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT