Teamwrally fejrede 10 års landskampsjubilæum

Teamwrally fejrede 10 års landskampsjubilæum
Dan Jeppesen havde 10 års jubilæum som flagpost for Teamwrally. Eget foto
NOTITS | 7. SEP 2023 • 19:00
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
7. SEP 2023 • 19:00

I weekenden deltog Teamvwrally i den årlige landskamp på Nisseringen og kunne samtidig fejre, at det var 10 år siden, at folkeraceholdet havde sin første deltager med i løbet.

Tilbage i 2013 var Cecilia Steinlein med i landskampen, og hvert år siden har bornholmerne fyldt Nisseringen, som ligger ved Næstved. I år var ingen undtagelse for Teamwrally havde otte kørere med, og derudover var der cirka 50 bornholmere, der heppede på bakken og løb frem og tilbage med bornholmerflaget, hver gang der var gode præstationer.

– Det er et helt ubeskriveligt sammenhold, vi har i BMS (Bornholms Motor Sport), men hvert år til landskampen får det virkelig lov til at skinne igennem. Og det er fedt med opbakning, for som kører kommer man hele følelsesregisteret igennem på sådan en weekend, fortæller Christina Larsen.

Sort finalesky over teamet

Hun havde selv god fart i sin Golf. Hun vandt heatsejre i alle fem indledende heat og vandt dermed også retten til at være førstevælger i A-finalen.

– Men det er, som om der ligger en sort sky over teamet i finalerne, fortæller Christina Larsen, som løb ind i udfordringer trods en god start, hvor hun lå i front.

– Men efter en omgang sker det, der ikke må ske. Drivakslen knækker, og bilen kan ikke trække og er umulig at styre, og efter et lille skub ender golfen udgået i sandfanget, så det blev til en 5. plads samlet, fortæller hun.

Tobias Larsen knækkede en drivaksel allerede i sit indledende heat, og derfor skulle han i B-finalen for at prøve at kvalificere sig til A-finalen. Men endnu en gang knækkede drivakslen, og Tobias måtte udgå og endte på en samlet 10. plads.

Torben Larsen kørte sig i C-finalen, men blev påkørt direkte, så hans hjulnav knækkede, og han måtte udgå og nøjes med en samlet 15. plads.

Mathias Steinlein deltog i sin Volvo baghjulstrækker, men selvom han gav den godt med gas og leverede flot kørsel, var der ikke meget at stille op imod nogle af landets hurtigste forhjulstrækkere. Han blev undervejs presset ind i autoværnet og fik knækket styrestangen, så volvoen var umulig at styre, og derfor var der ingen finaleplads til ham.

– Men supergodt kørt af Mathias, der som altid har en fest i sin volvo, siger Christina Larsen, som også kunne se Oliver Jensen køre godt, men desværre var der heller ikke nogen finaleplads til ham.

Skuespiller med som gæst

Foruden Teamvwrally deltog også tre klubkammerater fra BMS, nemlig Henrik B. Andersen, Lars Andersen og Emil Køhlert. Det blev ikke til nogen finalepladser for Henrik og Lars, men ungdomskøreren Emil kørte sig til en plads i B-finalen i hans allerførste landskamp. I B-finalen blev det til en flot andenplads og samlet en syvendeplads på dagen.

– Rigtig godt kørt af Emil og sejt at stille op som ny ungdomskører, siger Christina Larsen.

Udover klubkammerater havde Teamwrally også skuespiller Simon Stenspil med som gæst. Torben Larsen havde sammen med klubkammeraterne Brian Borgen og Per Siebeneicher hjulpet Simon og hans hold med et projekt, der gik ud på at bygge en folkeracer på en dag. Så hele fredagen og den halve nat byggede de bil, og det lykkedes Simon, som blandt andet er kendt for sin optræden i TV 2-serien "Badehotellet", at stille til start lørdag morgen. Simon tog en sidsteplads og en fjerdeplads, men var desværre uheldig og væltede i tredje heat. Han blev klar igen, men desværre stod motoren af i fjerde heat, og han måtte udgå helt.

– Men han havde ligesom Mathias en fest inde i bilen, fortæller Christina Larsen, som i det hele taget syntes, at det var en fantastisk begivenhed med masser af godt ræs og op- og nedture.

– Og nå ja, selvom det var noget møg i finalerne, så havde alle deltagere deres biler med hjem, konstaterer Christina Larsen med henvisning til, at i folkerace sættes bilerne på auktion efter løbene.