Desværre kunne det ikke lade sig gøre, da han har fået arbejde ovre, men det betyder ikke, at han helt har glemt sit gamle hold. Da Viking Rønne Håndbold i sidste weekend spillede debutkamp i den nye række mod Sirius, som også er oprykkere, var Lars Trust nemlig at finde på tilskuerrækkerne i Gribskov-hallen.
– Det er ikke tilfældigt, at jeg kørte 130 kilometer hver vej, så ja, så tit det overhovedet kan lade sig gøre, vil jeg se dem spille, og jeg tænker også at komme et par gange i rønnehallen, fortæller han.
Blæst bagover af tilskuerne
Det er da også især minderne fra hjemmekampene, som Lars Trust husker tilbage på fra sin tid som træner for Viking. Håndboldtræneren er ikke bornholmer, så det gjorde stort indtryk på ham, hvor stor lokal interesse der var for at se holdet spille.
– Jeg har talt om det før og også nævnt for spillerne, at den stemning, der er til hjemmekampene, skal de sætte pris på og huske at værdsætte, og det ved jeg også, at de gør, for det finder man ikke mange andre steder, siger han og fortæller, at der var lige så mange tilskuere til Vikings kampe i Serie 1, som da han var træner for Køges hold i 1. division.