– Han er en stille gut, som ikke har de store armbevægelser. En meget lun fynbo. Så på den måde er han ikke en super egoistisk sprintertype, der er han nok mere en holdspiller.
Følt sig tryg hos bornholmerne
Tobias Aagaard Hansen har tidligere kørt på internationale hold som Uno-X og Leopard, men skiftet til BHS-PL Beton har været gavnligt for ham, mener Jesper Andreasen.
– Jeg tror, han har følt sig godt til rette hos os, hvor han har haft nogle kammerater at snakke med, og hvor, jeg tror, vi er mere tæt på rytterne. Han har følt sig tryg hos os, og så har det også været et sted, hvor man har troet på ham. Det, tror jeg, er det vigtigste.
Tobias Aagaard Hansen og resten af det danske hold skal i sadlen første gang den 5. august, hvor der køres kvalifikation. Semifinaler og finale følger i dagene efter. Og der er nok at leve op til, for Danmark skal forsvare sin sølvmedalje på 4.000 meter holdløb fra de seneste lege i Tokyo i 2021.