– Vi glæder os til at se, hvad Allinge kan, fortæller Lars Trust i en pressemeddelelse, hvor han forudser, at det bliver en svær kamp mod københavnerne, som indtil videre i sæsonen har indhentet flere point end bornholmerne.
– Vi agter dog ikke at lægge os ned af den grund. Vi vil, vanen tro, forsøge at spille frisk til og håber at have held med fart-over-feltet bold, og jeg er fuld af tillid til, at de udtagne spillere nok skal levere både god og underholdende bold, lover træneren, som igen vil satse på et offensivt forsvar.
– Det er et svært og opslidende spil, men jeg synes vi bliver bedre og bedre til det, siger han.
Træneren fortæller i øvrigt, at der nu er ved at være så mange spillere tilknyttet holdet, at det har skabt et luksusproblem. Således er der en håndfuld spillere, som ikke bliver udtaget til kampen.
– Det er sådan, at der stille og roligt er flere og flere håndboldspillere, som har lyst at lege bold. Det er dejligt at være en del af, men samtidig udfordrende når oversidderne skal udpeges, siger Lars Trust, som derfor stiller med en bred bænk i morgen.