Onsdag eftermiddag besøger fodbolduniverset Pigeraketten ASG. Raketten henvender sig til fem- til niårige piger, som er nysgerrige på fodbold, og det handler lige så meget om fællesskab som om fodbold.
Pigerne skal på mission rundt i solsystemet og udforske, hvordan man spiller fodbold på Mars, Saturn, Neptun og Merkur, inden de til sidst vender tilbage til jorden.
ASG fortæller, at alle piger er velkommen, uanset om de har prøvet fodbold før eller ej. Det kræver kun godt humør, en vandflaske og tøj og sko, der er godt at bevæge sig i.
Arrangementet begynder klokken 15.30 på Stadionvej i Allinge. Det er gratis at være med, og det kræver ikke tilmelding. heni