Oliver ny bordtenniskonge

Oliver ny bordtenniskonge
Oliver Nielsen lagde konstant pres på den forsvarende mester i finalen i herresingle. Foto: Torben Ager
NYHED | ABONNENT | 14. JAN 2024 • 17:02
Kjeld Lundbæk
Journalist
NYHED | ABONNENT
14. JAN 2024 • 17:02

23-årige Oliver Nielsen stødte 55-årige Kurt Olesen fra bordtennistronen i en ren Knudsker-finale

Det var næsten symbolsk. På dagen, hvor Danmark fik en ny regent, måtte 55-årige Kurt Olesen også afgive titlen som bornholmsmester i bordtennis. I en gentagelse af finalen fra 2023 blev det denne gang den 23-årige Oliver Nielsen, der kunne trække sig tilbage med en sejr på 11-13, 11-9, 11-8, 11-9 og 11-9.

Som det fremgår af cifrene, blev det dog en meget tæt finale. Man skal arbejde hårdt for sejren, hvis man skal slå Kurt Olesen. Det gjaldt også for Oliver Nielsen, der dog formåede at holde fokus, når det lykkedes ham at trænge den forsvarende mester væk fra bordet og udfordre ham i en række forrygende slagdueller.

– Jeg har ikke trænet specielt med henblik på bornholmsmesterskaberne, men vi har jo mødt hinanden 100 gange, så jeg vidste, at jeg skulle blive ved med at lægge pres på Kurt, hvis jeg skulle slå ham, forklarede Oliver Nielsen, der i øjeblikket topper alle ranglister på Bornholm, både i holdturneringen og i grand prix-turneringen.

Kurt Olesen var ikke sen til at erkende nederlaget til sin 32 år yngre klubkammerat fra Knudsker IF:

– Oliver var bare bedst i dag. Jeg forsøgte hele tiden at lægge pres på for at gøre ham usikker, men han bevarede momentum og vandt meget fortjent, lød det fra Knudsker-veteranen.

I semifinalerne vandt Kurt Olesen og Oliver Nielsen begge med sætcifrene 4-1 over henholdsvis Michael Hansen fra Nyker og Gustav Oehlenschläger fra Knudsker.

Tredobbelt mester

BM-stævnets store vinder blev yngdre drenge-spilleren Mikkel Køhlert fra Knudsker IF, der vandt tre mesterskaber i ungdomsrækkerne og nu kan kalde sig bornholmsmester i både yngre drenge-, drenge- og juniorrækken. De to drengerækker vandt han med sejre over Alexander Marker, Knudsker, og Sigurd Liljekvist, Nexø, mens han i juniorfinalen slog Marie Deckert, Hasle, med 12-10, 11-5, 11-9.

Puslingerækken blev ikke gennemført, da alle de tre tilmeldte deltagere fra Nexø skulle spille fodbold samtidig med BM i Hasle-hallen. I stedet for findes den nye puslingemester i den kommende uge på hjemmebanen i Nexø.

Kurt Olesen anstrengte sig som sædvanlig til det yderste, men erkendte, at Oliver Nielsen vandt en fortjent sejr. Foto: Torben Ager