Millionprojekt i Aakirkeby droppet

Millionprojekt i Aakirkeby droppet
Det var på denne bane ved Aakirkeby-Hallerne, at hallerne/AaIF ville etablere en kunstgræsbane. Arkivfoto: Holger Larsen
SPORT | 30. MAR • 15:30
Holger Larsen
Journalist
SPORT | 30. MAR • 15:30

Der manglede to millioner kroner i at komme i mål med kunstgræsbane.

En projektgruppe har i flere år arbejdet på sagen. Men i 2024 måtte man give op og lægge projektet i graven.

Der kommer ingen kunstgræsbane med lys på banen langs med Aakirkeby-Hallerne. Det oplyste formand Marian Lundh, da hun aflagde bestyrelsens beretning ved generalforsamlingen i Aakirkeby Idrætsforening.

– Det var et dyrt projekt, som projektgruppen fra vores fodboldafdeling har arbejdet på i mange år. Flere fonde havde takket ja til at være med. DBU havde givet en million kroner, men når alt kom til alt, manglede vi to millioner for at gennemføre. Der var stor skuffelse hele vejen rundt i AaIF, og det er altid svært at komme igen. Men en stor tak for jeres engagement fra projektgruppen. Det var hårdt arbejde og op ad bakke næsten hele tiden, konstaterede Marian Lundh.

– Hvor ville vi bare ønske, at vi boede i en kommune, som havde økonomi til at støtte sådan nogle flotte projekter, og som kan se, hvor meget godt vi i idrætsforeningerne kan gøre for befolkningen på Bornholm, supplerede AaIF-formanden.

Hun oplyste, at det kan ses, at multibanen ved Hentregårdsvej bliver brugt af hele byen, og at man har søgt fonde for at få nyt tæppe på og nye mål af metal. Det sidste for at undgå, at nettene kan klippes itu.

– Vi ville ønske, at dem, der laver ballade og hærværk, også brugte banen på en mere positiv måde, sagde Marian Lundh.

Stabilt medlemstal

På den positive side kunne der berettes om et stabilt medlemstal på cirka 800 medlemmer. Bag det tal gemmer sig årlige udsving afdelingerne imellem.

– Så at ligge stabilt på samme medlemstal, tager vi som et positivt tegn på, at en idrætsforening som vores stadig er berettiget. Og hvorfor siger jeg så det? Jo, for trenden ude i den store verden er, at man selvtræner, man går i fitnesscenter, løber i skoven, går en tur eller andet man kan gøre, når man har tid og lyst, uden at være afhængig af faste dage og tider. Og det kan være en udfordring for de traditionelle idrætsforeninger som vores.

– Vi skal bare huske på at vi kan tilbyde så meget mere. Fællesskab, venskaber, holdtræning, opvisninger, sociale relationer, uddannelse, ledererfaring og ikke mindst gode rammer, sagde Marian Lundh.

– Måske skal vi begynde at udfordre os selv og finde nye måder at bruge rammerne på, så vi kan opfylde flere ønsker fra idrætsudøverne, tilføjede hun.

AaIF har stadig en god økonomi, hvor Smasher Cup og foreningens loppesalg udgør vigtige indtægtskilder.

– I dag kan vi ikke drive idrætsforening kun med kontingenter. Vi er nødt til også at have ikke idrætslige aktiviteter for at dække de budgetter, som afdelingerne ønsker. Det er tankevækkende og lidt skræmmende, sagde formanden.

En af de store udfordringer for foreningen er at hverve frivillige ledere:

– Det bliver sværere og sværere at få frivillige, der vil binde sig til faste dage og til de ansvarsopgaver, der ligger i forhold til ledelsen af en afdeling. Det koster mandetimer at støve folk op og få dem engageret, sagde Marian Lundh.

100 år i 2027

AaIF er allerede i fuld gang med at kigge frem mod en stor begivenhed, når foreningen i 2027 har 100 års jubilæum.

– Det skal fejres, så på alle vores hovedledelsesmøder har vi punktet på og skriver ideer og tanker ned, så dagen bliver til en kæmpe festdag.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT