Midtbornholm stoppede Vikings sejrsmaskine

Midtbornholm stoppede Vikings sejrsmaskine
Jeppe Friis lagde med en fremragende aflevering op til kampens første mål. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 1. MAJ 2021 • 17:44
Kjeld Lundbæk
Journalist
| ABONNENT
1. MAJ 2021 • 17:44

FODBOLD

Efter ni sejre på stribe blev Vikings sejrsmaskine stoppet i fredagsopgøret mod Midtbornholm. Aakirkeby-mandskabet fightede en vis legemsdel ud af bukserne i samtlige 90 minutter og kunne til sidst trække sig tilbage med en sejr på 3-0.

Det lignede ellers en 0-0-forestilling. Spillet foregik i den første time udelukkende mellem de to straffesparksfelter, og målchancer var der absolut ingen af. De to holds angribere blev tacklet ud af banen, lige så snart de kom i nærheden af bolden.

Men efter 69 minutters spil kom der endelig hul på bylden. Midtbornholm fik etableret en hurtig omstilling, som Frederik Dam Hansen afsluttede med at sparke Jeppe Friis’ præcise tværpasning i kassen til 1-0.

I de sidste 20 minutter af kampen løb Midtbornholm ind i den ene skade efter den anden. Ja, på et tidspunkt var det så slemt, så man ligefrem frygtede, at Aakirkeby-mandskabet ikke ville være i stand til at fuldføre med 11 mand på banen. Men Frederik Dam Hansen og Casper Kofod ”genopstod”, kom på banen igen i stedet for Albert Timo og Marcus Jørgensen og præsterede sammen med holdkammeraterne at holde nullet.

Et nærgående frispark fra Mads Holm Jørgensen var længe det eneste, Viking havde at byde på. Derfor stod det også klart, at det var afgørelsen, der faldt, da Chris Larsen minuttet efter blev spillet flot i dybden og bragte Midtbornholm foran med 2-0.

Først efter 80 minutters spil fik man et eksempel på et klassisk Viking-angreb. Hurtige Marius Letholm løb bolden op i venstre side og sparkede den hårdt ind foran mål, hvor Jimmie Larsen dog ikke var i stand til at gøre arbejdet færdigt. En fæl afbrænder af den ellers scoringssikre Viking-spiller.

Viking har også et andet problem – holdet mangler en målmand. Markspilleren Tobias Hjort Mortensen gør det så godt, han kan, men ind imellem bliver det også nogle fæle kiksere. Seks minutter før tid slap Filip Vomb Kofoed fri og afsluttede med et skud, der alt for let fik lov til at smutte i mål. Så stod det 3-0.

Kampen blev ledet af den unge Louise Mikkelsen, der her var kommet på en lidt for stor opgave. Der var mange ophidsede episoder undervejs. Værst var det, at hun ikke gav mindst et gult kort til Jimmie Larsen, da Viking-spilleren fem minutter helt umotiveret sparkede benene væk under Midtbornholms målmand, Tobias Larsen.

Kort efter begik Jimmie Larsen en lignende forseelse midt på banen, men også anden gang slap Viking-spilleren for så meget som en løftet pegefinger. Det var ikke kønt at se på.

 

 

Kampfakta

0-3

Viking – Midtbornholm

Bornholmsserien

MÅL:
0-1 Frederik Dam Hansen (69)
0-2 Chris Larsen (74)
0-3 Filip Vomb Kofoed (84)

GULE KORT:
Frederik Dam Hansen, Midtb. (43)
Filip Vomb Kofoed, Midtb. (84)

DOMMER:
Louise Mikkelsen