Bornholmeren var stærkest af alle, da etapen skulle afgøres på den, i dansk målestok, mytiske stigning Kiddesvej i Vejle.
Det lignede ellers længe på vej op ad den stejle afslutning, at den belgiske mester Arnaud De Lie ville tage sejren, men i et vildt comeback halede Cort belgieren ind og gik forbi nærmest på målstregen.
– Jeg er glad. Det er en etape, jeg har kæmpet med mange gange, så det er fantastisk at kunne stå her med sejren, lød det blandt andet fra Magnus Cort, da DR Sporten fangede ham efter etapen.
Med sejren rykker Magnus Cort op på andenpladsen i den samlede stilling, hvor han nu er i samme tid som Arnaud De Lie, der overtager førertrøjen.