Dagen igennem havde regnen væltet ned, og temperaturen var heller ikke med rytterne. Derfor kørte alle mand med regnjakker og handsker, og i Magnus Corts tilfælde blev handskerne skiftet ud flere gange i løbet af dagen.
Opløbsstrækningen blev for bornholmerens vedkommende også klaret i lange bukser, men det stoppede altså ikke Magnus Cort, som efterlod sine konkurrencer chanceløse, da der skulle spurtes på de sidste meter.
Over stregen kunne han knytte næven for niende gang i grand tour-sammenhæng – og altså for første gang i Giroen.
I sidste uge blev Mads Pedersen den anden dansker til at vinde etaper i de tre største etapeløb, da han vandt 6. etape.
Men at landsmanden skrev sig ind i dansk cykelsports historiebøger lidt før, betyder ikke ret meget for Cort, der på tirsdagens etape kæmpede med både dårligt vejr, højt tempo og en defekt radio.
– Jeg er utrolig glad for sejren, og for mig er det meget vigtigere at gøre det, end hvem af os, der gjorde det først, siger Cort i vinderinterviewet efter etapen.
– Det var en af de hårdeste etaper, jeg har kørt på en cykel. Min radio virkede ikke, så jeg fik ikke meget information.