Målrigt Viking/RIK-opgør

NOTITS | 27. OKT 2024 • 13:51
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS
27. OKT 2024 • 13:51

Ti mål blev der scoret, da Viking/RIK 1 fredag aften spillede sig op på en foreløbig førsteplads i Bornholmsserien. Modstanderen var Viking/RIK 2, der var aldeles chanceløse i det interne Rønne Nord-opgør og fik klø med 8-2 (5-1).

Jonathan Vilhelmsen blev aftenens topscorer med tre mål, mens Esey Tedros nettede to gange til 1-0 og 2-1. De øvrige Viking/RIK 1-mål blev sat ind af Andreas Olsen, Steffen Sørensen og Jimmie Larsen. Magnus Lund Pedersen og Nicki Holm scorede for det tabende hold til henholdsvis 1-1 og 2-5.

Tidligere på ugen mødtes Nexø 2 og Hasle 2 på kunstgræsset i Nexø - en kamp, der blev vundet af hjemmeholdet med 3-0 (1-0). Her blev målene scoret af Martin Andersen, Christian Sommer og Lukas Munch.

Fire mål af Sommer

Nexø var også på banen søndag formiddag, hvor det på eget græs blev til en overbevisende sejr på 6-2 (4-2) over Knudsker.

– Tredje sejr i træk - det er dejligt, lyder det fra en glad Nexø-træner, Nikolaj Grønnegaard.

Dagens mand på Nxø Stadion var så ubetinget Christian Sommer, der scorede fire af de seks mål. Først til 1-0 og 2-0 og derefter til 3-2, der også var stillingen efter blot 21 minutters spil. Jeppe Bidstrup og Mikkel Espersen scorede for Knudsker.

Efter 34 minutters fik Knudskers Magnus Hansen det røde kort, og kort efter øgede Nicolai Kofoed-Dam til pausestillingen 4-2.

I 2. halvleg gjorde Christian Sommer det til 5-2, mens Hjalte Pedersen efter et kvarter gjorde det til slutresultatet 6-2.

Mandag aften spiller Svaneke og AaIF på kunstgræsset i Rønne, mens det interne opgør mellem Hasle 1 og Hasle 2 spilles tirsdag aften på Rema 1000 Arena i Hasle.



FÅ ABONNEMENT