Kampvalg i DBU Bornholm

Kampvalg i DBU Bornholm
Formand Lars Albæk (th) fortalte til årsmødet, at han ser lyst på fremtiden for DBU Bornholm, som i det forgangne år har fået markant flere penge at gøre godt med fra hovedorganisationen Dansk Boldspil-Union. Foto: Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT | 8. FEB 2024 • 19:00
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
8. FEB 2024 • 19:00

Seks kandidater kæmpede om fem pladser i bestyrelsen, da DBU Bornholm onsdag aften holdt repræsentantskabsmøde i Østermarie.

Efter nogle hårde år for DBU Bornholm med store underskud og vigende interesse for at stille op til bestyrelsen, blæser der nu langt mere positive vinde. Økonomien er blevet markant forbedret med et 2023-regnskab, som endte med et overskud på hele 365.140 kroner, og samtidig er der pludselig blevet så stor interesse for at være en del af bestyrelsen, at der til årsmødet onsdag aften måtte kampvalg til.

Seks kandidater kæmpede om fem pladser, og det endte med, at de fremmødte valgte Kristian Johannesen fra Nexø Boldklub, Majken Jacobsen fra AaiF, Flemming Bærnthsen fra RIK, Mads Mogensen fra Knudsker IF og John Zawada fra Viking, mens Erik Kristensen fra Viking fik færrest stemmer og dermed ikke fik en plads i bestyrelsen.

– Jeg ser det som et sundhedstegn, at der er så mange, der har lyst til at være en del af bestyrelsen, og nogle af kandidaterne har måske også luret, at vi kan noget mere nu, og så er det sjovere at være med, fortæller formand Lars Albæk med henvisning til, at der sidste år blev landet en ny breddeaftale i dansk fodbold, som sendte ekstra 200.000 kroner til DBU Bornholm. Og i 2024 kommer der ligeledes ekstra 200.000 kroner fra den store DBU-kasse.

Ansat ny fodboldkonsulent

De mange nye penge skal ikke samle støv på en bankkonto, men skal bruges på at udvikle bornholmsk fodbold, fortæller formanden. Blandt andet er Mathias Jensen netop blevet ansat som ny konsulent, og det er meningen, at de forskellige trænere i klubberne kan få råd og vejledning af den erfarne og veluddannede træner, som tidligere har været cheftræner i Rønne fB, RIK og senest hos Hasle IF.

– Som formand har jeg meget store forventninger, men jeg skal også nok sørge for at holde begge ben på jorden, for det er jo ikke sådan, at Mathias kommer ud med en tryllestav, og to måneder senere så er altid anderledes, fortæller Lars Albæk, som håber, at klubberne vil tage godt imod den nye konsulent.

– Hver klub har sine mål og sine ambitioner. Men vi kan i hvert fald skubbe noget mere til at få endnu bedre træning og endnu dygtigere træning og skabt nogle endnu bedre klubmiljøer, der hvor der er interesse for det og ønske for det. Det skulle gerne medføre, at der er flere, der kommer og vil spille med og bliver længere tid og får lyst til at blive trænere og frivillige, og dermed sætter gang i en endnu mere positiv udvikling af fodbolden på Bornholm.

Ansættelsen af Mathias Jensen betyder, at DBU Bornholm i 2024 budgetterer med et underskud på omkring 50.000 kroner.

Formand bor ikke på Bornholm

Lars Albæk var selv på valg, og han blev genvalgt som formand for en toårig periode. Dermed vil han ved slutningen af den kommende valgperiode have været formand i 10 år. Det er lang tid på en post, hvor der før Albæks ankomst var en del udskiftning, men selv har han stadig mod på mere.

– Tre af mine fire børn har haft stor glæde af at spille fodbold på Bornholm, og derfor føler jeg, at jeg gerne vil give noget tilbage. Og nu hvor vi har den økonomi, som vi har drømt om i så mange år, så synes jeg, det ville være underligt, hvis ikke jeg nu skulle prøve at føre noget ud af det ud i livet, fortæller han.

Der var ikke nogen modkandidat til formandsposten, men der har været nogle kritiske røster, som har studset over, at Lars Albæk ikke længere bor på Bornholm. Den kritik er han bevidst om.

– Det ved jeg godt. Det har der også været en del, som har spurgt ind til. Jeg kan kun sige, som jeg også siger til dem, at hovedparten af de timer man skal lægge som formand for en lokalunion, de foregår jo uden for Bornholm. Det er jo en slags udenrigsministertjans, for der er mange, der skal besøges uden for øen, og der er mange, der forventer, at man er tilstede og er tilgængelig fysisk i en masse sammenhænge.

– Selvfølgelig savner jeg, at jeg indimellem kunne besøge klubberne noget mere. Der er flere, jeg ser alt for lidt, indrømmer han og lover følgende:

– Så længe jeg selv har lyst og kan se meningen i at have det her hverv og bruge den mængde tid, jeg bruger på det, så stiller jeg mig til rådighed. Og at jeg kan se, at klubberne oplever, jeg skaber en værdi for deres lokalunion. Det er jo det, der er afgørende i sidste ende.

Der var valg til yderligere en post på repræsentantskabsmødet. Benny Pedersen afgik som kritisk revisor og blev erstattet af Anette Hansen fra ØIF.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT