Der skal meget til, før Keld Hansen lægger fløjten på hylden. For halvanden måned siden fik han en blodprop, men han er allerede kommet sig så meget, at han søndag igen kunne trække i dommertøjet.
Han skulle være linjedommer til braget i slutspillet i Bornfiber Ligaen mellem AaIF og Viking, og det var samtidig Keld Hansens kamp nummer 1900 som dommer. Det blev markeret inden kampen, hvor han fik overrakt gin og også fik æren af at modtage DBU Bornholms æresnål.
Det var John Zawada, som overrakte gaverne, og det var meget passende, for det var John, som kørte Keld på hospitalet, da han pludselig fik det dårligt under et socialt arrangement i dommerklubben, hvor dommerne skulle spille golf sammen.
– Vi er glade for at Keld er tilbage, og derfor synes vi, at han skulle have æresnålen, fortæller John Zawada.