Christiansen/Bøje har mødt Watanabe/Higashino to gange før i karrieren, hvor det er blevet til to nederlag i to sæt. Det har dog været tæt i alle fire sæt, og danskerne går på banen mod de forsvarende All England-mestre med troen på sejr.
– Jeg forventer, at vi kan spille med igen og have chancen for at være med. Vi går efter at vinde, men vi er også klar over, at vi er oppe imod nogle af favoritterne. Men de mærker måske presset af at spille OL på hjemmebane – også selv om der ikke er nogen tilskuere, siger Christiansen.
OL spilles i Musashino Forest Sports Plaza, cirka 50 minutters kørsel fra OL-byen, og her mødte de to par også hinanden i deres første indbyrdes møde. Det var ved Japan Open i 2019, hvor det blev til dansk nederlag på 21-23, 17-23.
Seneste indbyrdes opgør var til All England i marts, hvor danskerne tabte 16-21, 19-21 til de senere All England-vindere.
– Vi har en frisk erindring om dem fra vores møde i marts, men det har de jo også om os, så det ser jeg ikke som en fordel. Jeg er også sikker på, at de er lige så godt forberedte på os, som vi er på dem. Vi ved godt, hvad de kommer med, så vi skal gøre vores bedste for at forløse vores forberedelse, siger bornholmeren.