Anna Holm: Forvandlingen fra atlet til OL-atlet

Få dage efter jeg havde klaret OL-kravet i Frankfurt Marathon i 2015, fik jeg en venlig invitation. Jeg var inviteret til at være en del af Anti Doping Danmarks prioriterede testgruppe.

Men i modsætning til en fødselsdagsinvitation er der ikke mulighed for at melde afbud. Alle OL-atleter skal - hvis de ikke allerede er det - registreres i The Anti-Doping Administration and Management System (ADAMS). Det betyder rent lavpraktisk, at du som atlet får et login til en platform, så du via din telefon eller en computer kan angive præcis, hvor du befinder dig hver eneste dag. Dette til ære for både det internationale antidopingagentur World Anti-Doping Agency (WADA) og dennes lillebror Anti-Doping Danmark.

Hvert kvartal skal man angive, hvor man befinder sig tre måneder frem i tid. Dette inkludererer adresser på alle ens overnatningssteder, herunder værelsesnumre på hoteller og telefonnumre på hotelreceptioner, familiemedlemmer og venner. Hvis man skal rejse, skal man angive tidspunkter for afrejse og ankomst og oplyse flynumre. WADA skal også vide, hvor du ugentlig træner, samt have udførlige detaljer om alle dine kommende konkurrencer.

Hver eneste dag skal du desuden angive en adresse, hvor du med sikkerhed befinder dig en time om dagen. De fleste atleter, mig selv inklusiv, angiver et tidspunkt meget tidligt om morgenen, så man sover i perioden og derfor ikke skal sidde og vente på at kunne forlade sit hjem. Man kan i løbet af dagen ændre sine whereabouts, altså hvor man befinder sig, men er timen først gået i gang, så er man "låst fast" til den pågældende lokation.

Som bornholmer dengang bosiddende i København tog jeg jævnligt færgen til øen. Flere gange har jeg lagt mig til at sove i en seng i Sorthat for så at fare op med et sæt: Mine whereabouts er i Brønshøj i morgen tidlig!

Som OL-atlet får man naturligvis besøg af Anti Doping Danmark, der kommer på vegne af det internationale dopingagentur WADA. De ringer på døren og spørger, om man kan tisse. Og ja, det kan man heldigvis godt sådan en tidlig morgen. Personen, som i mit tilfælde altid var en kvinde, følger med ud på toilettet. Det kan være trangt i en københavnerlejlighed, men det skal gå rigtigt til. Tisset skal være friskt og dit eget. Herefter får man en lille serviet til at lægge ud på et bord. Nu skal tisset hældes i to forskellige glas: A- og B-prøven. Er man den klodsede type, kan det godt lade sig gøre at spilde. Om morgenen er det ikke noget problem. Men er man til dopingkontrol efter en konkurrence, kan det være svært at samle 200 milliliter af de gyldne dråber - og så er det rigtig ærgerligt at spilde. Jeg har en gang fået en bus med det danske atletiklandshold til at vente på den konto. Dehydreret efter at have konkurreret i Estlands sommervarme tog det mig over to timer i dopingkontrollen. Da jeg noget flov endelig steg op i bussen, blev der klappet - endelig kunne vi vende snuden mod Danmark.

Når tisset er leveret og forseglet i de to prøver, er det tid til at aflevere et par dråber blod. Et hurtigt stik i armen, og så er der leveret blod til ens internationale blodpas. Ja, det lyder næsten corona-dystopisk. Kontrol, test og et særligt pas. Sådan har virkeligheden været for verdens bedste atleter i mange år. Alle OL-atleter inklusiv.

Jeg oplevede det som tids- og frihedsberøvende hver dag at skulle angive, hvor jeg sov. Hver dag angive en time, hvor jeg skulle stå til rådighed. Angive hver eneste ændring af mine planer i en app. Jeg havde hellere valgt en digital fodlænke eller et armbånd for at slippe for at angive mine whereabouts. Hvorfor? Det er tidskrævende at skulle oplyse så mange detaljer om sin egen færden, men det værste er risikoen for udelukkelse fra sin sport. Tre såkaldte “missed test”, det vil sige tre advarsler om mislykket forsøg på uanmeldt dopingkontrol, giver op til to års udelukkelse fra din sportsgren. Altså samme straf, som hvis du tager doping.

Min daværende træner og jeg havde været i Jylland for at holde foredrag en kold vinterdag et halvt års tid inden OL. På vej hjem blev det snevejr, og vi blev enige om, at det var bedre, at jeg overnattede hos ham og hans kone i Slagelse og tog hjem næste dag. Da jeg næste morgen vågnede og kiggede på min telefon, der havde været på lydløs, var der masser af mistede opkald. Anti Doping Danmark havde været på besøg i Brønshøj, og jeg havde fået min første missed test. Snevejr er ingen undskyldning. Faktisk findes der ingen undskyldninger i det system. Bortset fra en enkelt. Hvis du kan bevise, at dit fly er blevet omdirigeret og forsinket, så du befinder dig oppe i luften, når WADA eller Anti Doping Danmark banker på din dør, så har du en undskyldning. Ellers er det bare ærgerligt. Derfor bliver appen på din telefon allestedsnærværende i dine tanker. Konsekvensen af at glemme er simpelthen for stor.

Hverdagen som kommende OL-atlet er mere tidskrævende. Det kræver mere tastearbejde på computer og i app. Mails frem og tilbage med Anti Doping Danmark. Og endnu flere mails fra ens forbund, i mit tilfælde Dansk Atletik Forbund. Flere arrangementer og flere interviews. Man er bare mere “hot” som kommende OL-atlet, end man var som “almindelig atlet”. Der skal selvfølgelig også tages OL-pressebilleder i OL-tøj. Nu repræsenterer man ikke bare Danmark. Man er også ansigt for de danske OL-sponsorer. Derfor hang jeg i et par måneder som en kæmpe papmachefigur i flere af landets Føtex-grøntafdelinger. Jeg kan ikke huske sloganet, men det var vist noget med at spise frugt.

Det er kun et fåtal atleter i Danmark, der kan leve af deres sport. Fodboldspillere, håndboldspillere og enkelte atleter i andre sportsgrene. Rigtig mange OL-atleter studerer eller har et arbejde. Selv arbejdede jeg 25 timer om ugen op til OL. Jeg oplevede, at tiden til at træne og restituere svandt ind på grund af alt det ståhej, der pludselig opstod. Jeg havde simpelthen fået (for) travlt med at være OL-atlet.

Efter min mening stiller WADA urimelige og tidskrævende krav til atleter, som ikke engang lever af deres sport. Dette er yderligere urimeligt, når man tænker på, hvilken systematisk snyd med doping, der har fundet sted i et land som Rusland. Det virker som om, der fiskes efter meget små fisk, mens man vender det blinde øje til de store fisk, som alle kan se svømmer unaturligt hurtigt. Som atlet er det næsten en umulig opgave at tage kampen op med systemet - man har for travlt med at være atlet. Desuden er langt de fleste atleter glade for, jeg selv inklusiv, at vi har en dopingkontrol, så sporten bliver så ren og fair som muligt. Det er derfor en svær sag at kæmpe, for man vil jo nødig lyde som en atlet, der er imod det vigtige arbejde, som blandt andet Anti Doping Danmark gør.

Til dem, der gerne vil vide mere om det internationale dopingsystem, kan dokumentaren Ikaros, som findes på Netflix, anbefales.

Turen i snevejr, der endte med en overnatning i Slagelse og en såkaldt “missed test”, fik også et efterspil. Jeg klagede til Anti Doping Danmark over afgørelsen. Det forholdt sig nemlig sådan, at Anti Doping Danmark havde lavet en procedurefejl, da de besøgte min adresse. De havde endda selv noteret fejlen i deres papirer. De skrev, at de havde forladt min adresse kl 6.25 om morgenen, men mit træffetidspunkt den dag var fra kl 6.30 til 7.30. Jeg skrev derfor, at jeg ikke gik ud fra, at man kunne idømmes en “missed test”, når kontrollanterne slet ikke har været på besøg i det givne 60 minutters træffepunkt. Det fik jeg medhold i, og min første advarsel for mislykket forsøg på uanmeldt dopingkontrol bortfaldt. Det gav en vis ro, når jeg skulle lægge mig til at sove om aftenen. Hvis jeg ikke hørte dørklokken en tidlig morgen, så havde jeg trods alt stadig “tre klip i kørekortet” tilbage og ikke kun to. Jeg har i øvrigt aldrig misset et uanmeldt testbesøg siden.