Van Sabben er ny spidskandidat

Van Sabben er ny spidskandidat
Kirstine van Sabben er Moderaternes spidskandidat til næste års kommunalvalg. Arkivfoto: Allan Rieck
NYHED | 5. NOV 2024 • 13:45
NYHED
5. NOV 2024 • 13:45

Moderaternes første kommunalvalg bliver med den tredjestørste stemmesluger fra seneste valg, Kirstine van Sabben, i spidsen.


Moderaterne gør klar til næste års kommunalvalg, og nu har man en del af holdet af kandidater klar på Bornholm.

I en pressemeddelelse oplyser partiet, at der på nuværende tidspunkt er fire bornholmske kandidater klar til valget næste år.

Det drejer sig om Kirstine van Sabben, Margrethe Kjellberg, Stine Maureen Rosenquist og Lars-Christian Funk, og van Sabben fortæller selv på Facebook, at hun bliver Moderaternes spidskandidat. 

"Som den allerførste nogensinde, har Moderaternes hovedbestyrelse godkendt mig som spidskandidat til kommunalvalget i 2025 på Bornholm. Jeg er super glad for at kunne genopstille og håber naturligvis på, at vælgerne giver mig lov til at fortsætte mit lokalpolitiske arbejde", skriver Kirstine van Sabben, der fik tredjeflest personlige stemmer af alle på Bornholm ved sidste kommunalvalg.


Politikeren oplyser i øvrigt til Tidende, at de fire kandidater er valgt i første rul, men der er stadig plads til flere. 

Respektfuldt samarbejde

Kirstine van Sabben forlod for et år siden Bornholms eneste lokalliste, Bornholmerlisten, hvilket på samme tid betød Bornholmerlistens endeligt.

Dengang vidste van Sabben ikke, om hun ville stille op ved næste kommunalvalg, men kort efter meldte hun sig ind i Moderaterne, og nu er det altså officielt, at hun går efter endnu en tørn i kommunalbestyrelsen med sit nye parti.

"Vi trænger i den grad til at få et formaliseret og respektfuldt samarbejde igen, efter flere kaotiske år med stor splittelse blandt lokalpolitikerne. Det har ødelagt så meget - ikke mindst tillid - både internt i det politiske niveau, men desværre også hos borgere og samarbejdspartnere. Det kræver ordentlig ledelse, erfaring og respekt - og det kræver mod til at udstikke en retning, have visioner og ambitioner. Den opgave vil jeg selvfølgelig gerne løse - i samarbejde med kommunalbestyrelsen," skriver Kirstine van Sabben på Facebook.


Det er første gang, Moderaterne er opstillet ved et kommunalvalg, efter partiet blev stiftet af Lars Løkke Rasmussen den 5. juni 2022.

Senere samme år var der som bekendt folketingsvalg, hvor Moderaterne stillede op med Stine Maureen Rosenquist som spidskandidat på Bornholm, og partiet endte ved den lejlighed med 6,1 procent af stemmerne.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT