Christiansø får et nyt mødested

Christiansø får et nyt mødested
Beboerne på Christiansø og Frederiksø kan se frem til at modtage et nyt mødested, hvor de kan dyrke det lokale fællesskab. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
NOTITS | NATUR | 8. APR • 07:20
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | NATUR | 8. APR • 07:20

Naturpark Christiansø er udvalgt til at modtage et mødested fra foreningen Realdania, som vil styrke fællesskaber i hele landet.

Lokale og gæster på Ertholmene får snart et nyt mødested. Det har Realdania besluttet.

Naturpark Christiansø er udvalgt blandt 410 ansøgere og modtager mødestedet Naturbasen Åboen i den sidste runde af Realdanias indsats Vores Sted.

Der er udarbejdet fire forskellige slags mødesteder, og naturbasen er tænkt som et udgangspunkt for udendørs oplevelser i naturen, i gården eller andre steder, hvor man samles om aktiviteter, der kræver udstyr, grej, redskaber.

Der er som udgangspunkt tale om en bygning på 36 kvadratmeter og med en terrasse på 12 kvadratmeter, og på Christiansø vil man bruge den til friluftsliv, læring og lokale fællesskaber, fremgår det.


Naturbasen er et samlingssted omkring det aktive liv i det fri, hvor der er plads til at opbevare grej, samle gruppen, lægge planer og holde pause. Illustration: Realdania

I alt har den filantropiske forening Realdania doneret 150 mødesteder, og i tredje og sidste ansøgningsrunde er der valgt 40 modtager blandt 410 ansøgere. Ambitionen er at styrke de fysiske rammer for de mange fællesskaber rundt om i landet, og Realdania har modtaget i alt 1.667 ansøgninger.

– Det sender et klart signal om, at danskerne gerne vil fællesskabet, men at man mange steder godt kunne bruge nogle bedre fysiske rammer til at dyrke det, siger administrerende direktør Nina Kovsted Helk hos Realdania i en pressemeddelelse.

Her på Bornholm har Friskovens Venner tidligere modtaget værkstedet Fristedet.

FÅ ABONNEMENT