Valget bliver den 1. november

Valget bliver den 1. november
Der bliver snart ringet med klokken på valgstederne. Foto: Jacob Jepsen
TOPNYHED | 5. OKT 2022 • 13:05
Tommy Kaas
Digital chef
TOPNYHED
5. OKT 2022 • 13:05

Det bliver 1. november, at der afholdes folketingsvalg i Danmark, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde på Marienborg.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet valg til Folketinget.

Valget afholdes tirsdag den 1. november.

Socialdemokratiet dropper at gå til valg på en etpartiregering og går i stedet til valg på en bred regering, siger statsministeren på et pressemøde.

– Vi vil have en bred regering med partier på begge sider af den politiske midte, siger Mette Frederiksen.

Netop en regering hen over midten har de to blå statsministerkandidater, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives Søren Pape Poulsen, pure afvist. De ønsker en ren borgerlig regering.

Bornholm skal vælge to folketingsmedlemmer. I dag er det Socialdemokratiets miljøminister Lea Wermelin og Venstres Peter Juel-Jensen, der er valgt på Bornholm.

 

Statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde på Marienborg onsdag eftermiddag. Foto: Scanpix

 


Skal du brevstemme?

Selv om folketingsvalget først er udskrevet til afholdelse 1. november, så behøver du ikke vente så længe med at afgive din stemme.

Tre uger før valget skal landets kommuner nemlig gøre det muligt at brevstemme.

Det bliver oplyst på kommunens hjemmeside, hvor det kan foregå.

Det behøver ikke kun være på borgerservicecentre, men kan også være på biblioteker eller uddannelsessteder.