Trøst ønsker budget for to år

Trøst ønsker budget for to år
De seneste år er ikke gået stille af sig økonomisk, og jeg tror, at der er brug for, at vi kigger lidt længere ud i horisonten, siger Jacob Trøst. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 19. FEB 2024 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
19. FEB 2024 • 15:30

Det næste kommunebudget bør lægges for to år og ikke kun for et, lyder udspil fra borgmester Jacob Trøst. Det vil betyde, at der allerede næste år skal spares penge, som man ellers havde ventet til året efter med at finde. For at polstre kassen kan sparekravet blive større end egentligt nødvendigt. DF siger nej til begge dele.

Mere ro og sikkerhed om økonomien for bornholmerne og kommunens ansatte. For at opnå det foreslår borgmester Jacob Trøst (K) nu, at næste års kommunebudget ikke kun skal gælde for et år som normalt. Men for to år.

Prisen bliver i så fald, at også det næste kommunebudget bliver en stor spareøvelse. For et budget for to år vil også indebære, at penge man normalt ville vente et år med at spare så skal spares allerede næste år.

Netop nu ser der ud til at mangle 58 millioner kroner på næste års budget. For 2026 fortæller prognosen, at kommunalbestyrelsen skal finde 53 millioner, før der er balance.

I hvert fald en del af de 53 millioner kroner for 2026 vil kommunalbestyrelsen skulle finde allerede om et halvt år (til september), hvis Jacob Trøst kan finde et flertal bag at lægge budget for to år på én gang.

Borgmesteren søsætter sit ønske ved onsdagens møde i økonomiudvalget. Samtidig varsler kommunens tre direktører, at de til marts muligvis vil foreslå at spare flere penge, end det egentlig er nødvendigt for at bringe det kommende budget i balance. Med det formål at styrke kommunens hårdt prøvede kassebeholdning.

"Der kan (til marts, red.) være en anbefaling om at indregne en styrkelse af kassebeholdningen ved fastsættelse af sparerammen", bliver økonomiudvalget sat ind i før onsdagens møde.

Undgå at spare i et valgår

Både tanken om at spare ekstra penge for at polstre kassen og ideen om at lægge budget for to år vil give debat i kommunalbestyrelsen. Jacob Trøst går ind for budget for to år på én gang, men har endnu ikke lagt sig fast på, om han også vil spare mere end nødvendigt af hensyn til kassen.

– Jeg foreslår først og fremmest et toårigt budget for at få skabt noget ro og stabilitet for både borgerne og kommunens ansatte. De seneste år er ikke gået stille af sig økonomisk, og jeg tror, at der er brug for, at vi kigger lidt længere ud i horisonten, siger han.

– Det kan godt være, at der skal træffes nogle svære beslutninger, men på længere sigt tror jeg, at det vil skabe mere ro og stabilitet. Det vil også give mulighed for at tænke mere langsigtet, når man ved, hvad man har af økonomi i to år frem.

– Jeg har talt om toårige budgetter med andre borgmestre. Flere kommuner kører med flerårige budgetter og er glade for det. En enkelt kommune har endda også lavet et budget for fire år.

– Jeg har også læst artikler, hvor økonomer taler for det, siger Jacob Trøst, der anerkender, at der skal spares flere penge end ellers, hvis budgetterne for både næste år og 2026 skal falde på plads på samme tid til september.

– Med et toårigt budget vil der være nogle besparelser, som vi egentlig skulle tage i 2026, men som så også vil få effekt allerede næste år. Det kræver nogle svære beslutninger, siger han.

At undgå at skulle lægge et budget i valgåret 2025 (eller i hvert fald kun skulle justere det eksisterende budget) har også spillet ind på Jacob Trøsts ønske om et budget, der gælder for to år.

– Det er klart. Det vil også være rart at slippe for at få for meget valgkamp ind i forbindelse med at lægge budgettet. Så det har også været en faktor. Jeg har ladet mig fortælle fra andre borgmestre, at det er sværere at lave besparelser lige op til et valg, siger Jacob Trøst, der lige nu hverken vil sige ja eller nej for at spare ekstra penge for at kunne lægge dem i kassen.

– Det vigtige for mig er, at vi får vendt nedgangen i kassebeholdningen. På sigt vil jeg også gerne have, at den begynder at gå den anden vej, siger han.

– Jeg tror først, at vi skal tage stilling til spørgsmålet om at spare ekstra, når vi kommer til september. Her vil der være mulighed for at spare mere eller mindre, afhængigt af hvad situationen er til den tid. Lige nu synes jeg, at der er mange ubekendte faktorer, siger Jacob Trøst.

DF er meget kritisk

Et toårigt budget med ekstra sparekrav for at lægge penge i kommunekassen ligner et budget, som det bliver svært at få Dansk Folkeparti til at gå med i. DF er imod begge dele.

– Jeg tror ikke, at der vil komme noget godt ud af at prøve et toårigt budget. Det vil så betyde, at vi skal spare cirka 120 millioner kroner i ét år, og det har jeg svært ved at se, hvordan vi skal, siger René Danielsson (DF).

– Hvis man ikke gør det sådan, er der reelt ikke tale om et toårigt budget. Men Jacob og embedsværket skal da have chancen for at folde ideen ud i lidt flere detaljer, siger han.

DF holder døren helt lukket for at spare ekstra penge for at lægge dem i kommunens kasse.

– Hvor i driften skal de penge findes? Jeg kommer ikke til at spare på de yngste, de ældste og de svageste bare fordi nogen synes, at det vil være rart at have 200 millioner kroner i kassen, siger René Danielsson.

– Jeg synes, at man glemmer, at der også er menneskelige konsekvenser ved de valg, som man træffer. Og vi har fået at vide, at vi har sparet os ned til grænsen af, hvad der er fagligt og menneskeligt forsvarligt, siger han.

– Mine kolleger må have alle de ønsker, som de vil. Jeg vil bare også gerne bede dem om at pinde de områder ud, hvor der skal spares ekstra.

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT