Peter Juels frygt: Nye borgerlige partier kan give S begge mandater

Peter Juels frygt: Nye borgerlige partier kan give S begge mandater
– Der er behov for, at vi i Venstre fører en rigtig god valgkamp. For det kan godt blive tæt, siger Peter Juel-Jensen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 5. OKT 2022 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
5. OKT 2022 • 15:30

Socialdemokratiet kan tage begge de bornholmske pladser i Folketinget for første gang i historien, hvis de blå vælgere deler sig mellem valgets store antal af borgerlige partier. Truslen er reel, mener Peter Juel-Jensen, der i givet fald vil miste sit mandat.

 

Begge de to bornholmske mandater i Folketinget til Socialdemokratiet. Det er aldrig sket, men sandsynligheden for det er større ved dette valg end måske nogensinde før.

Det vurderer manden, der i så fald vil miste det borgerlige bornholmske mandat: Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V)

– Jeg mener, at der er tale om en reel trussel og en udfordring for det borgerlige mandat på Bornholm, siger han.

Peter Juel-Jensen ser ikke et stærkt valg for Socialdemokratiet som den største trussel mod ham selv og det borgerlige mandat på Bornholm. Truslen består i, at dette valgs store antal af borgerlige partier kan betyde, at de borgerlige vælgere splitter sig op, så ingen af dem får et mandat.

– Jeg synes, at det er er fuldstændig uforudsigeligt, hvordan det vil gå med det andet bornholmske mandat. Jeg har da godt noteret mig, at der er kommet et par nye partier på den side, som jeg også hører til, siger Peter Juel-Jensen.

– Der er poppet rigtig mange borgerlige partier op. Den borgerlige side er lidt ramt af det samme fænomen, som venstrefløjen var i halvfjerdserne, hvor hver socialist nærmest havde sit eget parti.

Måling har advaret

For godt en måned siden sendte en meningsmåling fra Jysk Analyse for TV2 Bornholm faktisk begge de bornholmske mandater til Socialdemokratiet.

S gik selv tilbage fra seneste valgs 34,0 procent af stemmerne til målingens 31,6 procent. Men blandt de tre næststørste partier var der så tæt på dødt løb mellem Venstre (14,8), Konservative (12,2) og Enhedslisten (11,2), at målingen summede op i to mandater til Socialdemokratiet.

Matematikken er simpel: S skal blive mere end dobbelt så store som det næststørste parti for at tage begge mandater. Det skete med meningsmålingen.

– Konservative har stadig lidt vind i sejlene. Og hvis Moderaterne og Danmarksdemokraterne begge kommer til at gøre det godt på Bornholm, er jeg da godt klar over, at de kan tage noget fra mig. Så der er behov for, at vi i Venstre fører en rigtig god valgkamp. For det kan godt blive tæt, siger Peter Juel-Jensen.

– Moderaterne har noget fat i Bornholm, og Danmarksdemokraterne har godt fat i Bornholm, kan jeg mærke, når jeg er på gader og stræder. René danielsson (DF) har også kørt affaldssagen rimelig godt i kommunalbestyrelsen, og det kan også give lidt klangbund, siger han.

– Det betyder alt i alt, at sandsynligheden for to socialdemokratiske mandater på Bornholm er noget større, end den plejer at være.

Hertil kommer, at Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen for godt en måned siden indgik et blandt nogle Venstre-vælgere kontroversielt eller ligefrem upopulært forlig om kommunebudgettet med Enhedslisten og Socialdemokratiet. Også det kan måske spille ind på folketingsvalget, mener Peter Juel-Jensen.

– Det har ikke skortet på Facebook-beskeder og mails og telefonopringninger fra folk, der siger, at de har fået svært ved at stemme på Venstre. Men nu er Folketinget og kommunalbestyrelsen jo to forskellige ting, så jeg håber da, at folk skiller tingene ad, siger han.

Corona farver valgkamp

Peter Juel-Jensen var i Folketinget onsdag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valget. Dog kun for at haste hjem til Bornholm så snart det var muligt.

Her blev han mødt af en anden lidt usædvanlig situation, der nu kommer til at præge hans første dage af valgkampen.

– Der er corona i huset derhjemme, og det er jo på ingen måde smart at blive smittet med corona i en valgkamp. Så jeg holder god afstand, og vi har lavet aftaler om, at vi bruger hver sin ende af huset. Men jeg er også far, og det skal der også være plads til, siger Peter Juel-Jensen.

– I valgkampen skal vi tage hensyn til, at der er corona derude. I Venstre har vi også talt om, hvordan vi får en så coronasikker valgkamp som muligt

– Vi tænker på håndsprit, og jeg holder heller ikke køkkenmøder i mit køkken med vælgere denne gang. Dem holdt jeg ellers meget af, da vi fandt på dem på dem op til sidste valg, for køkkenmøder er gode både vælgerne og for mig som politiker. Men med corona i luften mener vi ikke, at vi kan holde dem denne gang, siger Peter Juel-Jensen.

Bortset fra det er strategien som normalt.

– Jeg vil gøre, som jeg plejer, for det er jo gået godt indtil nu. Jeg vil være på gaden og ude at banke på døre og i det hele taget stille mig til rådighed. Så der er ikke noget nyt koncept, men jeg synes også, at vi i Venstre har rigtig meget god politik, og det er den, vi skal ud og fortælle om, siger Peter Juel-Jensen.