– Jeg har ikke yderligere at bemærke til medier m.fl. og beder om forståelse herfor, skriver Pape.
Da De Konservative holdt landsråd i København i weekenden, nævnte Pape ikke mediestormen omkring ham og ægtemanden i sin tale, men emnet fyldte det hele efterfølgende, da pressen fik Pape i tale.
– Jeg kommer ikke til at gå mere ind i det. Jeg tror, at folk, der har fulgt med i det, kan se, at det ikke har været så kønt. Men nu har jeg sagt det, og jeg er ærgerlig over det, og nu er mit fokus på at føre politik, sagde Pape lørdag til pressen efter sin tale.
Fredag havde Pape beklaget på Facebook, at han havde viderebragt forkerte ting. Dagen før beklagede Pape i "Lippert" på TV 2 News nogle møder med regeringstoppen fra Den Dominikanske Republik, hvor Papes mand kommer fra, under en ferie i 2018. Dengang var Pape justitsminister.
Det er kommet frem, at Pape ikke informerede Udenrigsministeriet om møderne, hvilket ministre ellers normalt gør, når de mødes med medlemmer af andre landes regeringer. Historien er afdækket i både Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.