Nogle i Kristendemokraterne har stadig mod på det. Det gælder også i partiets hovedbestyrelse. Også her forventer bornholmske Niels Chresten Andersen, medlem af hovedbestyrelsen og organisatorisk næstformand i partiet, at nogle vil holde på, at KD skal blive ved at stille op til Folketinget.
– Vores 56 kandidater var meget aktive, og der var stor gejst i valgkampen. Så der vil helt sikkert også være nogle, der vil sige, at vi skal fortsætte, siger han.
– Der vil også være nogle i hovedbestyrelsen, der vil sige, at vi bare må op på hesten igen, og så må vi præcisere hvad principprogrammet siger om, at vi mener, at kvinders ret til abort er ukrænkelig, men at vi arbejder for at holde antallet nede. Og at vi så må blive mere tydelige omkring det, siger Niels Chresten Andersen.
Holdningen vil dog ikke komme fra ham selv, for Niels Chresten Andersen er enig med Marianne Karlsmose i, at KD ikke skal samle flere vælgererklæringer for at stille op til folketingsvalg.