Madordning i børnehus er nu for alle

Madordning i børnehus er nu for alle
Nu kan børn i Børnehuset Svaneredens specialtilbud også benytte husets madordning. Arkivfoto
POLITIK | Fredag 3. marts 2023 • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | Fredag 3. marts 2023 • 11:00

Børne- og skoleudvalget har besluttet, at børn i Svaneredens specialtilbud også skal kunne benytte børnehusets madordning.

Børnehuset Svanereden er en sammenlægning af Svaneke Børnehus og specialbørnehaven Mælkebøtten. Familier med børn i førstnævnte har kunnet benytte husets madordning, men det tilbud har ikke eksisteret for familier med børn i Mælkebøtten. Da børnene nu er sammen i den nye institution, skal tilbuddet gælde dem alle, har børne- og skoleudvalget besluttet.

Forskellen mellem de to grupper af børn skyldes, at specialtilbuddet ikke er omfattet af Dagtilbudsloven, men derimod Servicelovens bestemmelser om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.

Efter sammenlægningen betragter kommunen Svanereden som et samlet børnehus, og derfor ønsker man at give børnene i specialtilbuddet mulighed for at tilvælge madordningen, så de kan få mad på samme vilkår som de øvrige børn.

Tilvalg i stedet for fravalg

For nogle af børnene i specialtilbuddet vil den almindelige madordning være helt naturlig, mens andre børn kan have særlige ernæringsmæssige behov, som ikke kan imødekommes af ordningen. Derfor vil børnene ikke tælle med som stemmeberettigede, når forældrene tager stilling til, om Svanereden skal have madordning. Det vælger forældrene hvert andet år, senest i juni 2022.

Forældre til børn i specialtilbuddet vil i stedet kunne tilmelde barnet til madordningen, og der vil ikke blive lavet særlig mad til de berørte børn.

Det vil være muligt at søge om søskende- og fripladstilskud til madordningen på lige vilkår som andre børn, også selvom der gives behandlingsmæssig friplads i specialtilbuddet. Kommunens Center for Børn og Familie vil lave en løsning, hvor forældrene søger om søskende- og fripladstilskud for de berørte børn.

FÅ ABONNEMENT