Forslag vil ramme ældre: Rengøring hver tredje uge

Arkivfoto
POLITIK | Mandag 30. maj 2022 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | Mandag 30. maj 2022 • 15:30

Den kommunale administration foreslår at spare penge ved at skrue ned for rengøringen hos ældre og andre, der får den hjælp. Samtidig vil den spare på den klippekortsordning, som gør det muligt at få ekstra hjælp.

 

Når man ikke selv kan gøre rent længere, er det rart, at der kommer en fra kommunen og gør det for en. Det sker for øjeblikket hver anden uge, men fra næste år kan det være, at rengøringshjælpen kun kommer hver tredje uge. Det er en af de besparelser, den kommunale administration foreslår på social- og sundhedsudvalgets område.

Faktisk er der tale om to separate spareforslag, et for hjemmeplejen og et for plejeboligområdet. I alt kan der spares knap halvanden million kroner ved kun at gøre rent hver tredje uge hos dem, som er visiteret til rengøringshjælp. Den største del af besparelsen ligger i hjemmeplejen.

I dag tilbyder kommunen såkaldt vedligeholdende rengøring hver anden uge til både hjemmeboende og borgere i plejebolig. Den vedligeholdende rengøring omfatter som udgangspunkt seks rum, dog maksimalt 65 kvadratmeter. Hver fjerde uge er der fire minutter til aftørring af gulve i stue og soveværelse. Det vil blive hver sjette uge, hvis politikerne godkender spareforslaget.

I hjemmeplejen er der aktuelt 829 borgere, der får udført vedligeholdende rengøring. På plejecentrene er det 424 borgere.

Mere tilsmudsede hjem

Af spareforslagene fremgår det, at borgere vil opleve, at hjemmet bliver mere tilsmudset mellem rengøringerne. Kvaliteten og resultatet af rengøringen vil desuden opleves ringere, da skidt vil sidde mere fast, på for eksempel gulve og i tæpper.

Hops borgere uden anden hjælp bliver det sværere at holde øje med helbredsmæssige forandringer, da der går længere tid, mellem at en medarbejder fra kommunen kommer i hjemmet. Det kan medføre yderligere funktionstab.

Allerede i dag kan der på baggrund af en konkret og individuel vurdering gives ekstra hjælp til renholdelse ud over det generelle niveau, hvis sundhedsfaglige forhold gør sig gældende. Det sker for at opretholde en sundhedsmæssig forsvarlig hygiejne i hjemmet og gælder hovedsagligt renholdelse af toilet og køkkenbord. Hvis besparelsen bliver effektueret, kan der blive behov for øget hjælp til ekstra renholdelse mellem den vedligeholdende rengøring hver tredje uge uge for at forebygge funktionstab og infektion.

Ændringen vil kræve, at kommunens kvalitetsstandard ændres samt revisitering. Det vil sige, at alle berørte borgere efter konkret individuel vurdering skal have en ny myndighedsafgørelse.

Besparelse på klippekort

Indenfor ældreplejen findes der en klippekortsordning, som gør det muligt for beboere på plejecentre samt borgere visiteret til hjemmepleje at få ekstra hjælp, som ligger udover kommunens kvalitetsstandard. Beboere i plejebolig får klippekort af 30 minutters varighed hver uge, mens hjemmeboende med klippekort får 10 timers personlig hjælp per uge. Den ordning foreslår den kommunale administration også at spare på.

Hvis politikerne følger forslaget, vil det betyde, at beboere i plejebolig får klippekort på 30 minutter hver anden uge. I hjemmeplejen vil det indebære, at færre borgere kan få klippekort, da forslaget går ud på at hæve kriteriet for tildeling af klippekort. Forslaget vil betyde, at der årligt vil være cirka 1.400 timers klippekort til rådighed i hjemmeplejen, fremgår det.

Både på plejeboligområdet og i hjemmeplejen betegner administrationen det som en tilpasning til aktuelt niveau. Det skyldes, at en stor del borgere ikke får de klippekort, de er berettiget til, da Center for Ældre ikke har ressourcer til at levere denne ydelse. Centret må dagligt prioritere i opgaverne, og der vægter ydelser indenfor sundhedsloven og serviceloven højere.

På plejeboligområdet kan der spares 1.170.000 kroner årligt, og i hjemmeplejen vil der være en årlig besparelse på 589.000 kroner.

 

 

Fakta

Social- og sundhedsudvalgets spareramme er 19,4 millioner kroner i 2023 og 27,9 millioner kroner i 2024.

Administrationen foreslår at spare 9,7-14 millioner kroner på ældre, 5-7 millioner kroner på psykiatri og handicap samt 4,8-6,8 millioner kroner på sundhed.

De største poster er:

• Puljemidler - reduktion af budget – 5.294.000 kroner

• Sosu-elevområdet - reduktion af lønbudget til elever – 1.500.000 kroner

• Reduktion af den samlede budgetramme på botilbudsområdet – 1.400.000-2.187.000 kroner

• Rehabilitering - tilpasning til aktuelt niveau – 1.346.000 kroner

• Plejeboligområdet - reduktion af klippekort – 1.170.000 kroner

• Opsigelse af driftsaftalen med Værestedet Blæksprutten – 1.130.000 kroner

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT