Folkemødet har fundet sin direktør

Folkemødet har fundet sin direktør
Peter Christiansen bliver ny direktør i Foreningen Folkemødet. Han kommer fra en stilling i Mellemfolkelidt Samvirke. Pressefoto
NYHED | 5. DEC 2022 • 13:16
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
5. DEC 2022 • 13:16

Peter Christiansen tiltræder stillingen 1. februar.


Foreningen Folkemødet har ansat Peter Christiansen som direktør. Han tiltræder stillingen 1. februar. Han kommer med mange års erfaring inden for civilsamfundet, senest som nationaldirektør i Mellemfolkeligt Samvirke. Han ser frem til at styrke demokratiet og dialogen mellem borgere og beslutningstagere, når han skal stå i spidsen for Folkemødet.

– Demokratiet er vigtigere nu end nogensinde før. Vi skal både passe på det, udvikle det og bringe det i spil i Danmark og ude i verden. Folkemødet er efter min mening noget af det vigtigste i kampen for demokratiet, og det glæder jeg mig virkelig meget til at være del af. Samtidig glæder jeg mig til at bruge endnu mere tid på Bornholm, som jeg elsker at besøge, siger Peter Christiansen i en pressemeddelelse.

Peter Christiansen har tidligere været udstationeret i Tanzania og Jordan, hvor han arbejdede med unge aktivister og flygtninge under og efter det arabiske forår. Inden da var han programdirektør i International Civil Society Centre i Berlin. Han glæder sig at til at bringe sine erfaringer og kompetencer i spil, når man over de kommende år skal styrke den internationale del af Folkemødet.

– Jeg har arbejdet det meste af mit liv med demokrati og borgerinddragelse, og jeg ved, hvor vigtigt det er, at alle deltager og bliver hørt. Det er vigtigt at have institutioner og rammer, men endnu vigtigere at borgere, organisationer, erhvervsliv og civilsamfundet blander sig og mødes om de fælles udfordringer, og her er Bornholm og Folkemødet fuldstændigt unikt, siger Peter Christiansen.

Bestyrelsen glæder sig til at samarbejde med Peter Christiansen om at udvikle Folkemødet.

– Peter er kendt i vide kredse for sin visionære kraft og sin store evne til at samle mange forskellige aktører om fælles mål. Folkemødet får en meget inspirerende frontfigur, som kan fortsætte udviklingen af Folkemødet og bidrage til at styrke vores demokratiske samtale og fælles handlekraft. Vi glæder os i bestyrelsen meget til at arbejde sammen med Peter, siger bestyrelsesformand Vibe Klarup i pressemeddelelsen.

 


Om Peter Christiansen

Tiltræder som direktør den 1. februar

Uddannet MA i oplevelsesledelse og MA i Education Management

CV

Mellemfolkeligt Samvirke: Nationaldirektør (2021-2022)

Globalt Fokus: Sekretariatsleder (2017-2021)

International Civil Society Centre (ICSC), Berlin: Direktør (2015-2017)

Arab Regional Initiative: Regional direktør for Action Aids program i Mellemøsten, bosat i Jordan (2013-2015)

Training4Change: Global direktør for Actions Aids uddannelsesprogram, bosat i Tanzania (2010-2013)