Da en adresse på Thorkildsvej i Rønne blev afspærret sidste onsdag, var det på grund af et dødsfald.
Det fortæller Bornholms Politi.
Oprindeligt fortalte politiet, at man blev kaldt til adressen omkring klokken 17, fordi mandskabet i en ambulance havde fundet noget, som umiddelbart virkede mistænkeligt.
Derfor afspærrede politiet adressen, og dagen efter blev der foretaget nogle undersøgelser.
Siden har politiet ikke delt nye oplysninger, men det sker nu.
– Politiaktionen på Thorkildsvej skyldtes et dødsfald, hvor det var nødvendigt at foretage nogle kriminaltekniske undersøgelser for at fastlægge årsagen. Det ligger nu fast, at der var tale om et naturligt dødsfald, og adressen er dermed frigivet, fortæller presse- og kommunikationsmedarbejder Lene Bidstrup på vegne af Bornholms Politi.