Ældre Sagen: Ny ældrelov skal gøres gratis for kommunen

Ældre Sagen: Ny ældrelov skal gøres gratis for kommunen
Den nye ældrelov bør ikke koste kommunen penge, sådan som det ser ud til, at den vil komme til at gøre. Folketinget bør komme med resten af pengene, siger Steen Thomsen og resten af bestyrelsen i Ældre Sagen Bornholm. Arkivfoto: Allan Rieck
NYHED | ABONNENT | 16. FEB 2024 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
16. FEB 2024 • 19:00

For at indføre den kommende ældrelov bør kommunen kun bruge de syv millioner kroner, som ældreloven vil tilføre ekstra i bloktilskud fra staten. Resten af udgifterne bør staten give i særtilskud til trængte kommuner som Bornholm, melder bestyrelsen for Ældre Sagen Bornholm ud.

Den kommende ældrelov bliver dyrere for kommunen end de syv millioner kroner, som staten vil tilføre ekstra til kommunen.

Men ældreloven bør ikke blive dyrere for kommunen end netop de syv millioner kroner. Resten af udgifterne bør staten refundere med et særtilskud til pressede kommuner som Bornholm.

Det kom bestyrelsen for Ældre Sagen Bornholm torsdag frem til ved et bestyrelsesmøde.

"Folketinget bør som udgangspunkt generelt tildele de økonomisk trængte kommuner en generel økonomisk hjælp ud over det beløb, der tildeles til gennemførelsen af den nye ældrelov", gengiver lokalformand Steen Thomsen fredag i en pressemeddelelse.

"En samlet kommunalbestyrelse bør udelukkende give de cirka syv millioner, som modtages som bloktilskud til gennemførelsen af den nye ældrelov", fortsætter han.

Der skal tages fat

Ældre Sagen undrer sig samtidig over, at kommunalbestyrelsen ikke allerede er begyndt at tale om det kommende udgiftspres fra ældreloven.

Loven er dog endnu ikke blevet til. Foreløbig findes kun regeringens udspil fra forrige uge.

"Det er svært at forstå, at en samlet kommunalbestyrelse ikke sætter sig sammen og tager fat på de økonomiske udfordringer, som den nye ældrelov peger på i relation til kommunens økonomi, men i stedet positionerer sig politisk til et kommende valg til kommunalbestyrelsen", gengiver Steen Thomsen den diskussion, som Ældre Sagen Bornholms bestyrelse havde torsdag.

"Overordnet opfatter bestyrelsen oplægget som positivt. Der vises tillid til de forskellige involverede instanser med nye gode tiltag, men det kræver i den grad positiv og loyal tilgang fra Folketinget, kommunen, dens ledere og medarbejdere", tilføjer Steen Thomsen.

Ældre Sagen Bornholm ser samtidig frem til, at en del papirarbejde i ældreplejen vil forsvinde med ældreloven.

"Megen indberetning og rapportering vil bortfalde. Vi er af den opfattelse, at den tid der i dag bruges til udfyldelse af indberetninger om udført arbejde kunne bruges på en langt bedre måde til gavn og glæde for den ældre medborger. Indberetninger, der dagligt sluger tæt på en time for den enkelte medarbejder", skriver Steen Thomsen.

Ældre Sagen Bornholm noterer sig desuden, at den enkelte ældre med ældreloven vil komme til at se færre forskellige medarbejdere fra hjemmeplejen. Dog ikke uden også at notere, at netop dét faktisk lige har været prøvet et sted på Bornholm, kun for at blive afskaffet igen.

"Ældreloven lægger op til, at der arbejdes i mindre teams, der betyder, at den ældre borger møder færre hjælpere, til gavn for begge parter".

"Som bekendt har kommunen haft et mindre team omkring Østermarie, der fungerede rigtig godt, og med lavt sygefravær til følge, men dette team er beklageligvis blevet lukket. Det havde måske været en god idé at lade dette team yderligere få lov til at blomstre, så andre kunne spejle sig i deres erfaringer, inden man satte nye skibe i søen".

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT