– Han har hjulpet mig med at passe min jagt og mine fasaner, hjulpet med at køre halm, klippe hæk og den slags. Da huset hvor han boede, var i dårlig stand, købte jeg et hus i den anden ende af Kirkebyen, hvor han siden boede til leje, fortæller Mikael Mogensen.
En stor viden
– Ole var en fin fyr, og jeg tror, at han havde det, som han gerne ville have det. Han blandede sig aldrig i andres ting. Men man kunne få gode råd af ham, og han vidste alt om jagt, og han havde i det hele taget en stor almen viden, siger Mikael Mogensen.
Da Ole Bo Larsen på grund af sygdom ikke længere kunne deltage i jagterne, mødte han alligevel op for at tage del i kammeratskabet.
Ole Bo Larsen havde ingen nær familie, og ved bisættelsen i Ruts Kirke var det naboer, venner og jagtkammerater, der tog afsked med ham.