Spies har fire bornholmere på kontoret: 'Vi har lige skaffet to afgange mere'

Spies har fire bornholmere på kontoret: 'Vi har lige skaffet to afgange mere'
Sofie Folden Lund. Foto: Spies
DAGENS NAVN | Onsdag 16. februar 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS NAVN | Onsdag 16. februar 2022 • 10:30

Sofie Folden Lund har siden august 2021 arbejdet som kommunikationschef i Spies. En af opgaverne er at fortælle om selskabets rejser fra Bornholm. Selv elsker hun at holde ferie i sommerhuset i Sandvig. Mexico og Sydthailand er også blandt favoritterne.


Hvordan er du havnet hos Spies?

– Jeg har luret på det her job i mange år. Både fordi jeg elsker at rejse og selv har rejst verden tynd og forbinder det med de allerbedste uger på året. Så at gøre den passion til sit job er jo et drømmescenarie. Men også – og mindst lige så vigtigt – fordi Spies er et brand med så meget historie, gennemslagskraft og glimt i øjet, hvilket er helt ideelt, når man arbejder med kommunikation og PR. Så da pladsen blev ledig, og jeg blev opfordret til at søge fra gode folk i netværket, slog jeg til. Det var en grundig proces der tog tre måneder, men det forstår jeg jo godt. Som Danmarks mest ikoniske rejsearrangør vil man være meget sikker i sin sag, inden man hyrer en kommunikationschef, som skal repræsentere ens dyrebare brand og forretning. Men det lykkes, og jeg elsker at være her.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

– Jeg har en hel masse på min 'to do-liste', og så ender jeg med at lave en hel masse andet. Men det er nok kendetegnende for mange, der har et arbejde med meget udforudsigelighed, hvilket pressearbejde jo er. Men typisk starter jeg med at skimme de vigtigste medier igennem, både rejsemedier, businessmedier og aktuelle nyheder. Jeg kigger også medieovervågning igennem og deler eventuelle vigtige omtaler af Spies eller Sunclass Airlines med mine nærmeste kolleger og vurderer, om der er noget vi skal agere på. Så har jeg typisk nogle overordnede agendaer, jeg i givne perioder har ekstra fokus på at kommunikere ud. I de her uger er det for eksempel vores helt nye – og ekstremt ambitiøse – klimamål for, hvordan vi som Danmarks største rejsearrangør kan bidrage til en mere grøn rejse og flybranche. Det er komplekse, men meget vigtige budskaber at kommunikere og debattere. Jeg forsøger derfor at få den samtale i gang på en måde, så det er vedkommende og relevant for vores gæster og for meningsdannere og beslutningstagere. Så vil der typisk i løbet af dagen være en tre-fem journalister, der ringer og skal have noget at vide, for eksempel hvor mange der rejser på vinterferie, hvor danskerne rejser hen, hvordan det er med coronarestriktionerne ude i verden og alt muligt andet. Som Danmarks største rejsearrangør er det oftest os, der får lov til at udtale os om de her ting, hvilket er et stort privilegium og noget, vi derfor prioriterer højt at stå til rådighed om.

Du har fortalt, at I er fire bornholmere på kontoret. Hvad betyder det for chancerne for direkte afgange til flere destinationer fra Bornholm?

– Nu har vi jo lige skaffet to afgange mere, så det ser da meget godt ud. Men det der påvirker antallet af afgange fra Bornholm er jo, hvor meget I vil booke. Og selvfølgelig også, hvor meget flykapacitet vi kan skaffe. Det er meget vigtigt, ikke mindst for at nedbringe CO2-udslippet så meget som muligt per passagerkilometer, at vi fylder vores fly helt op, så vi kommer ikke til at flyve fra Bornholm med halvtomme fly. Men det ser det nu absolut heller ikke ud til, at vi kommer til. Jeg er super glad for, at vi kan tilbyde så mange direkte afgange fra Bornholm i år. Både fordi det gør det meget lettere for bornholmerne, ikke at skulle forbi Kastrup, og fordi det er mere miljøvenligt at flyve direkte uden mellemlandinger.

 

Sofie Folden Lund

44 år

Kommunikationschef Spies Rejser

Gift på 16. år med Christian Folden Lund. Mor til William på 22, Flora på 14 og Pelle på 11.

Oprindeligt fra Rønne. Bor så meget som muligt i sommerhuset i Sandvig, men bor til hverdag i Charlottenlund.

 

Hvilken af de direkte destinationer fra Bornholm ville du helst besøge – og hvorfor?

– Alle destinationerne er skønne. Men jeg har stadig til gode at rejse til Cypern, så det ville jeg vælge. Mine Spies-kolleger er helt vilde med vores Ocean Beach Club-hotel dernede, så det ligger højt på min ønskeliste.

Hvordan kan du selv bedst lide at holde ferie?

– I vores sommerhus i Sandvig, uden sammenligning. Men derudover så kan jeg simpelthen ikke vælge ét sted. Jeg rejser altid nye steder hen. Vi har rejst verden tynd med alle tre børn fra de var helt små og elsker at rejse, specielt over jul og nytår. Og her er to af vores favoritter Mexico og Sydthailand.

Hvad betyder det at rejse for dig?

– Det betyder, at jeg føler mig som en del af verden. Det betyder oplevelser, udvidelse af min horisont og ikke mindst en hel masse uvurderlig kvalitetstid med min familie. Jeg elsker at kunne give mine børn dette. For mig er det rigdom, i langt højere grad end flotte materielle ting og et poleret hjem.

Hvis du skulle sælge Bornholms som rejsedestination, hvordan ville du så gøre det?

– Bornholm er et lille stykke af alting. Øen tager dig på meget kort tid til et helt andet sted, som du ikke finder andre steder i Danmark. Jeg kan fortælle, at når mine kolleger i Spies skal lave reklamer for Grækenland, så er de nødt til at sikre, der er palmer på billedet – for ellers tror folk, det er Bornholm. På Bornholm har du alt indenfor meget kort afstand. Øen indbyder til at være aktiv, fordi der simpelthen er så smukt at løbe, cykle og vandre, så det får man lyst til. Den indbyder til at gå amok i mad og god øl, da øen efterhånden vrimler med fantastiske restauranter og bryggerier. Og så indbyder Bornholm til fordybelse og grounding i en grad, jeg ikke finder i samme grad noget andet sted. Og det tror jeg er mega sundt for alle. På Bornholm kan jeg bare sidde og glo ud i horisonten i timer. Det er verdens bedste sted. Igen uden sammenligning.

FÅ ABONNEMENT