Sille fik fornem hæder: 'Der blev knebet en lille tåre'

Jesper Dollerup Merved

Journalist

Årets DBU Bornholm-leder Sille Marie Holm Jørgensen fortæller om at vende hjem, være tryghedsnarkoman – og om hvorfor fodbold skal være leg, fællesskab og plads til alle.

Hvordan er historikken med dig og Bornholm?

– Jeg er fuldblods bornholmer. Jeg har boet i Klemensker, indtil jeg flyttede til København, hvor jeg var et par år, før jeg kom hjem igen. Nu bor jeg i Rutsker med min mand og vores tre børn. Vi har overtaget en familievirksomhed, så vi er bønder.

Hvorfor ville du gerne hjem til Bornholm?

– Det gjorde selvfølgelig noget godt at bo to år i København, men jeg fandt også hurtigt ud af, at så havde jeg prøvet det, og så skulle jeg hjem igen. Jeg har nok altid været meget bornholmer og har næsten hele familien her. Og så havde min mand den her gård, vi skulle overtage, så det lå lidt i kortene, at hvis jeg skulle være sammen med ham, så skulle jeg med tilbage.

Men det lyder også som om, at det fra starten lidt var planen at vende tilbage?

– Ja, det tror jeg. Jeg har altid været lidt tryghedsnarkoman. Men det var rart at prøve at komme væk, og så fandt jeg ud af, at det ikke var sådan, det skulle være – og blive bekræftet i, at jeg hører til på Bornholm.

Hvordan kom du ind i fodbold- og foreningslivet – stammer det fra barnsben?

– Ja, det vil jeg sige. Både min og mor har dyrket fodbold og håndbold hele deres liv, så jeg er næsten blevet kastet rundt i alle mulige haller som barn. Jeg har også selv spillet både fodbold, håndbold og badminton, så jeg er vokset op med at være i en klub og forening. Jeg var også træner for et hold i Hasle i min tidlige ungdom, så det har altid interesseret mig at hjælpe, hvor jeg kan.

Hvad er det, foreningslivet kan?

– Når man er blevet mor, og ens børn løber rundt nede i klubben, så er det jo meget det her med at hjælpe og være sammen med mine børn - og vise dem, at det gør en forskel at hjælpe til. Det kræver frivillighed, for ellers dør klubberne.

– Det kan bare noget at være sammen om noget og hjælpe hinanden. Det er svært at sætte ord på, men det giver mig noget. Jeg tror også, jeg ville kede mig, hvis det ikke var en del af mit liv. Jeg spiller jo også stadig fodbold for vores damehold i Hasle.

Det er nærmest blevet en del af dig? 

– Ja, og lige da jeg fik børn, var jeg måske ikke så aktiv, fordi der var travlt med babyer og så videre. Men der kunne jeg godt mærke, at det manglede helt vildt. Så siden børnene er startet til fodbold, har vi egentlig bare været i klubben siden. Jeg kan jo være i Hasle IF fire gange om ugen og flere gange om dagen.

Ja, du må få brugt nogle timer der? 

– Vi er der meget, og nu når der indendørsstævner, så hjælper vi med at sidde i halledelsen, og ungerne elsker at hjælpe til og stå i kiosk. Så det bliver også en familieting.

Hvad er din trænerrolle specifikt?

– Jeg kan godt forstå, du spørger, for jeg er lidt overalt. Helt konkret så hedder det sig, at jeg er U6-træner for både piger og drenge. Men jeg hjælper også U8-pigerne, som er i gang med at starte op, og jeg hjælper U8-drengene, også fordi min søn spiller der.

– Jeg hjælper også på min datters U12-hold, hvor jeg er holdleder. Så jeg inde over mange hold, og jeg tilmelder næsten alle hold og indberetter resultater.

Hvordan reagerede du, da du fik overrakt prisen som årets fodboldleder?

– Jeg blev meget overrasket. Jeg var slet ikke klar over, at der skulle deles noget ud den dag. Jeg var til stævne med min søn og skulle egentlig bare være med som forældre, så jeg sad pænt på bænken, og da de skulle til at fløjte kampen op, blev der sagt, at der lige skulle overrækkes den her pris inden.

– Jeg tænkte: ”Ej, spændende. Hvem mon det bliver?” Så det kom meget bag på mig. Jeg er heller ikke sådan en, der synes, det er så fedt at være meget i fokus, så jeg blev lidt rød i hovedet.

Hvordan er det at blive anerkendt for det arbejde, du lægger i Hasle IF?

– Det er selvfølgelig fantastisk. Det er dejligt, at der er nogen, der ser, at man gør et arbejde. Men jeg gør det også af glæde, fordi det jo kommer mine børn til gode.

Der står blandt andet i udnævnelsen, at du er en inspirerende ildsjæl, som er et fantastisk forbillede for andre kvinder og piger i sporten. Hvordan er det at få de ord med? 

– Jeg blev lidt rørt. Det gjorde jeg, for jeg havde ikke lige selv tænkt så store ord om mig selv.

Blev du lidt overvældet?

– Det gjorde jeg. Jeg tror også, at Morten Blem (administrationschef i DBU Bornholm, red.) kunne se, at jeg blev rørt. Der blev også knebet en lille tåre.

Hvorfor tror du, at du beskrives som indbegrebet af en moderne fodboldleder? 

– Jeg tror, det er det her med, at jeg er børnenes niveau. Jeg leger fodbold, og der er nogen, der synes, jeg er dybt åndssvag en gang imellem. Der er ikke nogen, der får skæld ud, og det er simpelthen bare ned på jorden og lege fodbold.

Hvad håber du på, at børnene går hjem med efter en træning?

– At de har haft det sjovt har hygget sig. Selvfølgelig skal de også lære noget, men det handler også om, at man får nye venner og fællesskaber. Det kommer ikke an på, hvor mange kampe vi har vundet, eller hvor mange mål vi har scoret. Det handler om, at vi bakker hinanden op og ikke skælder hinanden ud på banen.

Når du ikke befinder dig Hasle IF, hvad får du så tiden til at gå med? 

– Først og fremmest arbejder jeg jo hjemme fra vores kontor, hvor jeg styrer lidt af økonomiske, og så bruger jeg også tid på at hjælpe til i vores forældreforening på skolen.

– Og så kan jeg godt lide at løbe og går til lidt crossgym. Så jeg forsøger at holde mig aktiv, og vi er også en familie, der godt kan lide, at der er lidt gang i den.

Sille Marie Holm Jørgensen

40 år

Bor i Rutsker med sin mand og deres tre børn

Netop blevet kåret til årets fodboldleder af DBU Bornholm for sin rolle i Hasle IF