Ny chef for Melsted Badehotel: Jeg lærer nyt hver dag

Ny chef for Melsted Badehotel: Jeg lærer nyt hver dag
Charlotte Koefoed Schou er ny chef på Melsted badehotel. Privatfoto
DAGENS NAVN | ABONNENT | 1. MAR 2024 • 05:30
Af:
Joan Øhrstrøm
DAGENS NAVN | ABONNENT
1. MAR 2024 • 05:30

Der er masser af udfordringer, men det er i de små detaljer, at forbedringerne skal ske, mener Charlotte Koefoed Schou, der er ny chef på Melsted badehotel.

Tillykke med dit nye job som chef på Melsted badehotel. Hvad er din baggrund for at søge jobbet?

– Jeg synes jo for det første, det er et superspændende sted. Det er meget intimt, når der ikke er så mange gæster, og forholdene ikke er så store. Så på den måde synes jeg, det er attraktivt og et sjovt sted at prøve at være. Jeg har i en årrække arbejdet indenfor hotelbranchen, både lidt i udlandet og på Hotel Pepita og Hotel Balka Strand, som jeg har drevet sammen med min mand Benny Schou.

Hvad vil du sætte fokus på i dit job som chef for stedet?

– Det er jo altid lidt lettere at svare på, når man har fået neglene ned i det, og det har jeg jo ikke endnu. Jeg tiltrådte 1. februar og lærer nyt hver eneste dag. Men der er ingen tvivl om, at det er i de små detaljer, at forbedringerne skal ske. Hotellet blev jo totalrenoveret for to år siden, og det står rimelig skarpt.

– Men lige nu er jeg i en periode, hvor jeg skal ud at ansætte personale til den kommende sæson, så det er der mit fokus ligger i øjeblikket. For jeg håber, jeg kan få fat i en personalegruppe, som er sammensat af forskellige typer, køn og alder, og at vi får et godt samarbejde med plads til forskelligheder. For når vi er forskellige, er vi også gode til forskellige ting.

– Derudover bruger jeg også tid på at lære bookingsystemet at kende som er nyt for mig og lære nye måder at gøre tingene på. Og jeg har lige været i København og hilse på nogle af de nye kolleger, ligesom jeg har været på Herningmessen og stået i tre dage. Så der er masser af udfordringer. Men jeg er blevet taget enormt godt imod.

Hvordan vil du beskrive stedet for dem, der ikke kender det?

– Det er et badehotel, hvor man bliver hensat til alle de fjernsynsudsendelser om serien Badehotellet. Der er stribet og blomstret tapet og trægulve, og der er ro og plads til fuglesang. Hotellet ligger ved vandkanten, og du kan se havet og høre bølgerne. Og selvom her i øjeblikket er lidt småkoldt i restauranten, går jeg derind og spiser min frokost, hvor der er frit udsyn til vandet. For det er jo helt vildt at sidde der og kigge ud på svanerne på havet.

– Så er her også en skøn have bagved hotellet, som, jeg forestiller mig, er stille. Og de lyde, der er, er naturens lyde. Hotellets omgivelser og rene linjer gør også, at der ikke er noget støj, så du bare kan slappe af - spille nogle spil, læse nogle bøger, nyde livet og tage en lur under træerne. Det bliver helt specielt, og jeg glæder mig til at opleve en sæson her.

Hvad oplever du som det sværeste ved at arbejde i hotelbranchen?

– Vi er lige så udfordret personalemæssigt som alle andre. Det er bare svært at få, og det er lige meget, om det er receptionister, eller det er tjenere, kokke eller stuepiger. Fordi vi har åbent lørdag og søndag og har aftenvagter, er der rigtig mange, som decideret fravælger det. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg har selvfølgelig al forståelse for, at børnene skal hentes. Men jeg synes også, det kan noget at have en aftenvagt og have fri om formiddagen.

Og det bedste?

– Det er det her med ferie. Ferie gør folk glade, og folk kommer ind med en glæde og en forventning og er forhåbentlig afslappede, inden de lander og ellers sker det hurtigt. Hele konceptet med ferieproduktet, tror jeg, er lidt sjovere end at sidde på et advokatkontor. I hvert fald for en som mig.

– Og så sætter jeg også pris på, at man generelt indenfor rejse- og hotelbranchen er løsningsorienterede. Hvis der er noget, der ikke fungerer, så finder vi en løsning på det. Man er optimistiske og ser det fra den positive side. Solen skinner lige om lidt.

Hvordan vil du beskrive dig selv som leder?

– Jeg har et ret fladt hierarki, netop fordi jeg er løsningsorienteret, og jeg giver gerne en hånd med, men jeg forventer også fra mine kolleger, at vi løfter i flok. Og hvis vi misser et eller andet, og der sker fejl, skal vedkommende selvfølgelig have det at vide, men det vigtigste er, at vi får rettet fejlen med det samme, og hjælper hinanden med det, og helst inden gæsten opdager noget som helst. Men det bliver rigtig godt til sommer, det er jeg ikke i tvivl om. Når tingene er gode i deres grundsubstans, så er det hele også lidt lettere, frem for hvis man skulle til at rette i de grundlæggende rammer.

Hvad kan du lide at bruge tid på, når du ikke arbejder?

– Lige nu synes jeg, at jeg arbejder lidt meget. Men det bliver noget med hjemmehygge, at gå med hunden, gå en tur i skoven og få kigget lidt på hus og have.

– Og så har jeg nogle rigtig gode venner, som er gode til at sige, at nu stikker vi næserne sammen, og det behøver ikke være så voldsomt. Sådan en eftermiddags-Gin and Tonic og så hjem igen er noget af det bedste, jeg ved. Jeg tror også, det er blevet vigtigere for mig med alderen at holde fast i de gode venskaber, jeg har.

Charlotte Koefoed Schou

Chef på Melsted Badehotel siden 1. februar 2024.

Uddannet receptionist

56 år. Gift med Benny Schou. Sammen har de tre voksne børn.

Bor i Rønne



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT