Morten fik afsluttet sit 43,5 år lange arbejdsliv med manér

Morten Munk var i mandags i audiens hos kongen for at takke for sin belønningsmedalje, som han har fået for sin tro tjeneste som ambulancebehandler hos Falck gennem 43,5 år. Et job som han vil huske som både fantastisk og meningsfuldt.

Tillykke med din belønningsmedalje. Hvordan forløb dagen, da du var i audiens hos kongen i mandags for at sige tak for den?

– Der er en fast procedure for det. Man skulle være der 8.45, og så venter man udenfor, til man bliver kaldt ind gennem dronningeporten. Den dag var vi omkring 70, der skulle ind til audiens. Og folk frøs, mens vi ventede. Det var jo halvkoldt udenfor.

– Men da vi kom ind, afleverede man sit tøj til en person i garderoben, og så gik man videre til indskrivningen, hvor man blev skrevet op. Derefter sidder man og venter til, man bliver kaldt ind. Selv var jeg der sammen med en anden kollega, Susanne Jensen, der også havde fået belønningsmedaljen. Susanne og jeg har kørt ambulance sammen, så vi kunne jo sidde og snakke sammen, mens vi ventede. Og der var jo noget ventetid, selvom der kun er afsat omkring tre minutter til hver person.

– Og da vi blev kaldt ind, kommer man ind i sådant et forværelse, og forinden bliver man instrueret af en fra kongehuset om, hvordan det foregår derinde. Man skal for eksempel bukke, når man kommer ind og hilse pænt med hånden, præsentere sit navn og sige ”Deres Majestæt, jeg takker pænt for belønningsmedaljen”.

Hvordan forbereder man sig ellers til sådan en dag?

– Jeg var inde at læse på kongehusets hjemmeside, hvor der står lidt om, hvad de forventer. For eksempel forventer de, at man kommer i pænt tøj. Og nu valgte jeg selv kjole og hvidt. Det synes jeg var pænt og passende til lejligheden, og det var der også andre, der havde. Men udover tøjet, tænker man selvfølgelig også på, hvad man skal snakke om. Men det gik faktisk helt naturligt. For kongen var meget høflig og nede på jorden og smilende.

Kan du afsløre, hvad du og kongen sagde til hinanden?

– Han var åbenbart forinden blevet instrueret i, hvem man er og til at begynde med, sagde han ”Er det ikke Falck?”. Men jeg havde jo kjole og hvidt på fra min loge, og så fortalte jeg, at de uniformer jo ikke udleveres mere, så skulle jeg komme i ambulanceuniform, og det var jo ikke hensigtsmæssigt. Og så snakkede vi om, at jeg måske heller ikke ville kunne passe den uniform, jeg fik dengang.

– Derefter talte vi lidt om Falck, og hvor længe jeg havde været der, og så kom vi også på grund af logetøjet ind på Odd Fellow Ordenen og om logen i Rønne, som er den sjette største i Danmark. Og til slut fik han afrundet på en meget venlig og høflig måde, og så skulle man sige pænt farvel med håndtryk. Men man skulle ikke bakke ud, som man skulle i gamle dage.

Var du nervøs op til?

– Ja, det må jeg sige. Jeg var meget spændt. Der var lidt griller i maven. Det kunne ikke undgås. Men det var en stor fornøjelse og ære at opleve det.

Hvad betyder det for dig at få den anerkendelse for dit mangeårige arbejde?

– Jeg synes, det betyder meget. For når man har været ansat 43,5 år, som jeg har, så synes jeg, det er en fin måde at slutte sit arbejdsliv af på. Og hos Falck bliver man først indstillet, når man stopper med at arbejde. I det offentlige indstilles man efter 40 år, og jeg har jo været hos Falck i 43,5 år og har først fået belønningsmedaljen i efteråret, efter jeg var gået af.

Det er jo de færreste i dag, der er trofaste i det sammen job så mange år. Hvad har gjort, at du har holdt ved det samme?

– Fordi det har været et fantastisk arbejde, og forhåbentlig har jeg været med til at gøre en forskel og hjælpe personer præ-hospitalt. Men udover at køre ambulancen og arbejdet omkring det, så har kollegaerne været en ligeså stor del af jobglæden. Når man kører ambulance, er man som kollegaer sammen i mange timer, og det giver jo et rigtig godt sammenhold, og det er også især kollegaerne, jeg savner nu, hvor jeg er pensioneret.

Er det ikke også et job med et højt stressniveau?

– Vi er godt klædt på og uddannet til at håndtere forskellige situationer med de instrukser, vi har. Det giver et overblik, men selvfølgelig har det også indimellem været psykisk hårdt. Og selvom det måske er en kliché, så er børn, der er kommet til skade, det værste. Det passer. Det kommer man ikke udenom.

Hvilke oplevelser som ambulancefører husker du særligt tilbage på?

– Jeg husker nok især de positive, for jeg har jo oplevet rigtig meget dårligt. Men at tage imod børn, som jeg også har gjort flere gange, hvor patienten enten føder, når vi når frem eller i ambulancen - det har været fantastisk. Men jeg har også været med til at genoplive patienter. Det hører også til de største øjeblikke. Når det er gået godt.

Hvad bruger du din tid på nu?

– Jeg er overmester i Odd Fellow logen i Rønne. Det har jeg været i to år nu og er blevet valgt for en toårig periode mere. Så det bruger jeg meget tid på hver uge. Derudover spiller jeg golf og er med i sneberedskabet i det Bornholmske Hjemmeværn, hvor jeg også er Stabsofficer. Og så er der jo familien, som jeg også tilbringer tid sammen med.

Morten Munk

67 år.

Pensioneret ambulancebehandler efter 43,5 år.

Overmester i Odd Fellow logen i Rønne

Bor i Rønne

Gift og har fire børn og syv børnebørn.