Mindeord: En helt særlig bornholmer

Klaus Wiuff hjalp mange sårbare mennesker med at finde fodfæste i tilværelsen.

Ulla Lau Hyldgård skriver mindeord om Klaus Wiuff, Nexø, der blev 62 år:

Ind i mellem støder man på et menneske, der er noget ganske usædvanligt – et menneske, som sætter et stort og uforglemmeligt aftryk – Klaus Wiuff var et sådant menneske, og han var bornholmer. Ganske vist lavet i en brandert (rettere to) på et lokum i Nyhavn 17, men ikke desto mindre bornholmer.

Vi er mange, der ikke helt ved, hvordan vores liv ville have set ud, hvis ikke det var for ham. Ikke mange har mod på at spille så afgørende en rolle i et menneskes tilværelse, men det havde Klaus – især for de ekstra sårbare, som han også selv var iblandt. Han voksede op med indløsning af alle de traumer en sådan lidt uheldig start i værste fald kunne byde på – jeg tror kun, det er "landekrig", han ikke kan skrive på cv’et af "hovedtraumer" i en mennesketilværelse, uden at jeg skal udpensle det yderligere her. Det kan få selv de mest plagede til at føle sig heldige – en stund.

Men jeg kan afsløre, at det er svært at bevare en sund psyke med så meget i bagagen helt tidligt i livet, og på et tidspunkt gik han da også med armene udstrakt midt på den bornholmske landevej og stoppede færgetrafikken, fordi han i sin psykotiske tilstand kom til at tro, at han var Jesus og gik op med en besked til færgekaptajnen, der til gengæld tilkaldte politiet, som hjalp med en indlæggelse på den lukkede psykiatriske afdeling. Det har vi grinet meget af – på afstand af begivenheden – naturligvis.

Blev fri af misbrug

Imidlertid traf han nogle beslutninger undervejs i sit tapre liv, der gjorde, at han kom fri af både misbrug og psykotiske tilstande, og det er faktisk imponerende, at han med den baggrund ikke døde af en overdosis længe, inden kræftsygdommen for nylig fik tag på ham.

Den første store håndsrækning var en lærer, der anede tilstanden på hjemmefronten og fik Klaus på efterskole, hvor han fandt sig en kæreste og blev far som 17-årig, men hellere det end en returbillet til Bornholm. Han boede derfor en del år på Frederikssund-egnen, inden han hjemvendte til Bornholm.

Blæksprutten

Han var først bruger af tilbuddet Blæksprutten i Rønne, men senere frivillig samme sted og hjalp rigtig mange sårbare mennesker med at finde fodfæste i tilværelsen. Han gjorde det blandt andet ved at strække sig og hjælpe dem til at finde både bolig og meningsfuld beskæftigelse, men også ved at være et positivt og energiløftende boost for rigtig mange. Oven på alt det, han selv havde gennemlevet og erfaret var han en kæmpe støtte i andre menneskers sårbare livsfaser – inklusive min.

Jeg havde en angstperiode, der var virkelig styg, og jeg ved ærlig talt ikke, hvor jeg ville være i dag, hvis ikke hans ro – og kærlige samt ukuelige tro på evnen til at gennemleve perioden og genfinde styrke og ståsted – havde stået så standhaftig ved min side.

For evigt taknemmelig for at være blevet en del af din tilværelse, Klaus Wiuff.

Bornholm har mistet et usædvanlig fint menneske, og jeg skriver dette af to årsager: 1. Dels for at bearbejde min egen store sorg, men også for at lade jer bornholmere (som ikke allerede ved det) vide, hvilken stor personlighed, I har mistet. Han blev bisat i Nexø Kirke tirsdag den 11. marts.

Meget tapper

Nogle gange besidder mennesker, der ikke "syner" af meget uendelig store mængder livsvisdom. Han var en ener, og som Prince synger i "Sometimes it snows in april":

Those kind of cars don’t pass you everyday

Det var tilfældet med Klaus. Det var som at støde ind i noget, man godt vidste, der ikke var hverken almindeligt eller erstatteligt.

Med sine tidlige skader var han ikke kun nem at omgås – det er klart – men han var ubetinget elskelig under alle sine forsvar og meget meget tapper – et af de tapreste mennesker, jeg er stødt på i min tilværelse. Hans kræftsygdom tog han med fuldstændig oprejst pande og usædvanlig lidt selvmedlidenhed. Der var rigtig meget, vi alle sammen kunne lære af én som ham.

Jeg har brugt en del af min påskeferie på en minderejse til Bornholm for at ære dette usædvanlig menneske og hans betydning i mit liv. Hvis I derfor finder blomster mærkværdige steder, så er det blot en lille taknemmelighedsmarkering fra mig.

Æret være Klaus Wiuffs minde.